Kinesisk sne kan falde på et tørt sted

Det er for tidligt at proklamere, at vinterens sne har gjort sit indtog i Kina, men kulden er dog begyndt at blæse ind fra nord. Og det kan de danske minkavlere varme sig ved tanken af.

Der er enormt mange faktorer, der har en direkte betydning for de kinesiske forbrugeres købelyst, når det gælder pels. En af dem er vinterens hårdhed og timing. En varm eller sen vinter kan føre til, at pelsejakkerne bliver modtaget med en kold skulder, hvilket kan sænke efterspørgslen og dermed også skindprisen på den kommende januar-auktion. Omvendt kan en tidlig, kold og snefyldt vinter lune i tegnebogen hos de danske minkavlere.

Når man ser langt efter vinteren i Kina, er det derfor værd at glæde sig over, at kineserne i øjeblikket skutter sig i kulden. De kolde temperaturer, der stammer fra Sibirien, præger især de nordøstlige provinser Jilin og Heilongjiang, hvor Harbin er provinshovedstad. Og det er en af de byer, der er værd at holde øje med. Traditionelt set er Harbins otte millioner indbyggere nemlig dem, der køber mest pels i Kina.

- De har ikke rigtigt noget efterår, som vi kender det. Det går nærmest fra at være 20 grader varmt til iskoldt, så snart vinden vender og blæser ind fra Sibirien. Det skifte i vindretningen skete en uges tid inde i november. Der er koldt i Harbin i øjeblikket, siger Kasper Scott Reinbacher, marketingchef hos Kopenhagen Fur.

Men sneen mangler

Hvor kulden allerede har været mere eller mindre konstant, siden vinden vendte, har det været anderledes med sneen. Godt nok har der været snefald visse steder i Kina. Også i de nordlige egne, men det har været meget begrænset de steder, hvor der traditionelt bliver købt mest pels. Der, hvor snefaldet har været størst, er der ikke noget pelssalg af betydning. Det gælder til eksempel Guinan i Quinghai-provinsen, der ligger i det centrale Kina.

- De kinesiske forbrugeres mind-set er typisk, at når der kommer sne, så skal man ud og have en pels. Og derfor er det sneen, der i allerhøjeste grad har betydning for pelssalget, og den venter vi stadig på. Så snart sneen begynder at falde i de rigtige egne af Kina, vil det kunne mærkes på pelssalget, siger Kasper Scott Reinbacher.

Ser frem til snefald

Ifølge DMI, hvis fremskrivninger rækker ni dage frem, ser vejret i de nordøstlige kinesiske provinser ud til, at både minusgrader og vinterlignende tilstande fortsat vil dominere. Hen mod slutningen af november viser fremskrivningerne, at der forventes sne i og omkring Harbin. Pan Zhi Jun, som står bag Jin Fu Ren, der er en af de største pelsbrands i Harbin, ser, ligesom de danske avlere, frem til det snefald, der forhåbentlig snart kommer.

- I begyndelsen af november var vejret i Harbin ikke så koldt, som det har været de seneste år, men efter den første sne er faldet, kommer vores kunder tilbage. Jeg har hørt, at en kold og hård vind vil passere Harbin i slutningen af november. Jeg håber, at den vil bringe et godt pelssalg med sig, siger Pan Zhi Jun.