Saks Potts indgår samarbejde med Kopenhagen Fur

Til efteråret 2015 lancerer Saks Potts og Kopenhagen Fur den første af flere nye pelskollektioner. Kollektionen består af tre pelsstyles, hvor både Saks Potts' øje for design og Kopenhagen Furs pelsekspertise kommer til udtryk. 

Formålet med den nye pelskollektion er at styrke begge parters brandprofiler. For Saks Potts giver samarbejdet mulighed for at arbejde med kvalitetspels, der både vil kunne begå sig på det danske og internationale marked.

Pelsene er moderne, farverige og eksperimenterende, og kollektionen appellerer derfor til den yngre modebevidste kvinde, som ønsker pelsprodukter af høj kvalitet. Netop dét er vigtigt for Kopenhagen Fur, der gerne vil nå en bredere og yngre målgruppe gennem moderne fortolkninger af pels. 

- Saks Potts er vilde med pels, og de ønsker nu at lave en kollektion med mink. Kopenhagen Fur har valgt at indgå samarbejdet med det unge, fremadstormende brand, fordi de kan bidrage til en kreativ fortolkning af pelsen. Saks Potts har gennem sparring med vores dygtige buntmagere udviklet de tre styles i kollektionen. Samarbejdet er gået så godt, at Saks Potts allerede arbejder på en ny kollektion med Kopenhagen Fur, siger Julie Maria Iversen, afdelingsleder i Kopenhagen Fur. 

Viden om pels
Saks Potts er et nyt modebrand, som i 2013 blev stiftet af Barbara Potts og Cathrine Saks. De har på lidt over et år opbygget et solidt kendskab til deres brand via deres netværk og de sociale medier.

Deres kollektioner er ikke sæsonbetonet, men er lavet ud fra forskellige temaer, fordi de lægger vægt på, at pelsene skal kunne bruges hele året rundt. Den nye kollektion i samarbejde med Kopenhagen Fur er kreeret i et sort/hvidt farvetema i sammensmeltning med bærfarver som bordeux og pink.

- Samarbejdet med Kopenhagen Fur var det helt rigtige for os, da virksomheden har en høj standard og viden om teknikker og brug af pels. Vi står for designet, men Kopenhagen Fur giver den nødvendige sparring for at gøre kollektionen til en realitet. Derudover giver det et godt kvalitetsstempel at samarbejde med Kopenhagen Fur, som kan tilbyde den bedste ekspertise på området, siger Cathrine Saks, medejer af Saks Potts.

Tydelig i gadebilledet
Saks Potts er allerede meget populær, og under de netop afholdte modeuger i København og Paris kunne Saks Potts' pelse fra den nye kollektion ses i gadebilledet på skuldrende af moderedaktører, bloggere og kendisser.

Udover at få gode tilbagemeldinger på kollektionen gik billeder af pelsene viralt og høstede stor opmærksomhed på de sociale medier.

Pelskreationerne, som er lavet i samarbejdet mellem Saks Potts og Kopenhagen Fur, koster mellem 9.000-35.000 kr. og vil kunne købes i butikkerne fra august 2015.