Nyt samarbejde med kinesisk brand

Kopenhagen Fur fik under juni-auktionen besøg af det kinesiske high-end brand Prolivon. Besøget var starten på et nyt samarbejde.

 Ved besøget hos Kopenhagen Fur skulle Prolivon arbejde på den kreative udvikling af deres kollektion i samarbejde med Kopenhagen Fur.

- Det var en fantastisk og succesfuld begyndelse på samarbejdet mellem Kopenhagen Fur og Prolivon. Vi har under besøget fået en god introduktion til Kopenhagen Fur og fået undervisning i pelskvalitet og -teknikker, siger Yang Yanlan, commodity manager hos Prolivon.

Prolivon er et kendt brand, som henvender sig til luksussegmentet med 14 egne butikker i Shanghai-området. Prolivon er ejet af verdens største tekstilvirksomhed Shangtex.

- Vi valgte at indgå et samarbejde med Kopenhagen fur, fordi  det er et veletableret luksusbrand, som også er verdens største pels-auktionshus, fortæller Yang Yanlan.

Milepæl for Prolivon

Prolivon ønsker at etablere et fælles designsamarbejde med Kopenhagen fur, hvor de har mulighed for at promovere brugen af kvalitetspels inden for modeindustrien.

- Den nye kollektion er en milepæl for Prolivon, hvor vi kan udforske brugen af pels i modeverdenen. Vi håber, at kollektionen vil bringe et friskt pust til vores brand og styrke brandets allerede eksklusive og internationale image, siger Yang Yanlan.

Kollektionen i samarbejde med Kopenhagen Fur vil både komme til at indeholde showpieces og kommercielle produktions-styles, som skal bruges til at udforske den sydlige del af det kinesiske pelsmarked.

- Prolivon håber på at skabe et nyt design af pels-styles, der er mere kreative og moderne end traditionelle pelsdesigns i Kina, som kan tiltrække en yngre forbruger fra Kina, fortæller Yang Yanlan.