Fortsat markedstilpasning under januar-auktion

5 januar 2015Auktion

Emneord

Auktionssal_bred

Eftersynet er i fuld gang hos Kopenhagen Fur, og dermed er startskuddet gået til salgssæsonen 2015. Med januar-auktionen lige om hjørnet går mange avlere rundt og har fokus på markedets tilstand.


- Der er mange avlere, som er optaget af, hvor meget de kan få for deres skind, og hvordan markedet har reageret på den overproduktion af skind, som vi mærkede konsekvenserne af i sidste sæson, siger Per Knudsen, chefauktionarius hos Kopenhagen Fur.

- Jeg forventer de samme pristendenser, som vi har set igennem vores seneste auktioner. Altså en fortsat markedstilpasning, hvor kvalitetsskind belønnes med efterspørgsel og med god konkurrence på priserne, og hvor lavkvalitetsskind ikke efterspørges af markedet, siger han.

Ivrige kunder

Gennemsnitsprisen kan Per Knudsen selvsagt ikke sige noget om, fordi det første hammerslag først falder på torsdag. Men han er på forhånd fortrøstningsfuld, fordi auktionen får besøg af ivrige købere.

- Da jeg var i Finland i forbindelse med Saga Furs december-auktion, talte jeg med en række købere, som alle glædede sig til at komme til vores auktion, siger Per Knudsen.

- Vores kontor i Kina melder også om øget interesse fra købere fra Asien, tilføjer han.

Under januar-auktionen forventes det mellem 375 og 400 kunder vil besøge Kopenhagen Fur i Glostrup. Omtrent 175 fra Asien og cirka 200 fra den øvrige verden. 3,3 mio. mink skal under hammeren, og auktionen løber fra torsdag d. 8. januar til og med søndag d. 11. januar.