Danske designere satte pels på sommermenuen

Det bugnede med pels til Copenhagen Fashion Week - også selvom designerne skulle vise deres forår- og sommerkollektioner for 2016 frem.

Copenhagen Fashion Week blev afholdt fra den 5. til den 9. august, og her gav mange danske designere deres bud på, hvordan vi skal gå klædt i 2016. Ifølge dem er én ting i hvert fald sikkert: Vi skal have pels på, også når det er sommer.

Man skal dog ikke ligefrem hive den lange, varme minkfrakke frem i juli. Pelsen er blevet mere alsidig, og flere af designerne har eksperimenteret med forskellige teknikker inden for designs med pels. Det har betydet meget pelset tilbehør på Københavns catwalk.

Kopenhagen Fur samarbejder med designere

Designerduoen Saks Potts imponerede med deres ikoniske pelssandaler og Mark Kenly Domino Tan med sine øreringe af mink, mens Freya Dalsjø brugte pels som påsyninger på sin smukke mosaikfrakke. Alle tre designerbrands har samarbejdet med Kopenhagen Fur i deres arbejde med pels op til modeugen, og de har alle tre fundet nye måder at udnytte materialet på.

Blandt andre designere som har brugt pels i deres SS16 kollektioner er Jean Phillip, som viste en herretaske med pelsdetaljer. By Malene Birger viste en bordeaux slå-om jakke i pels med korte ærmer, som også understregede pelsens nye rolle på sommerpodiet.