Voxpop: Det forventer kunderne af årets auktion

16 april 2015Auktion

Emneord

GarethGordonPhilip og Lee

Kopenhagen Furs april-auktion er netop gået i gang, og lokalerne i Glostrup bugner af internationale kunder. Kopenhagen Fur har mødt en håndfuld af dem og spurgt til deres forventninger.

 

- Generelt synes jeg, at kvaliteten er god - særligt hos mutationerne - men der er også mange skind. Selvom vi arbejder hårdt i fire dage, kan vi ikke nå at gennemgå dem alle, fortæller Cathrine fra UK Fur.

En anden kunde i huset, Gareth, forventer ikke, at priserne vil stige ligesom ved den forrige auktion.

- Jeg tror, at de vil holde sig på samme niveau som sidste gang, siger han.

Gordon er én af dem, der er glade for de danske mink - og Kopenhagen Fur:

- Skindene er bedre end ved sidste auktion, og de har et højere niveau sammenlignet med andre auktionshuse. Her er også mere struktur, god service og et rart miljø, siger Gordon og fortsætter:

- De danske skind er bedre pelsede og lettere at garve. Andre steder kan de være fedtede på grund af mange kemikalier, men hos Kopenhagen Fur bliver de fedtede frasorteret. Mine kunder foretrækker uden tvivl de danske skind.

Han påpeger, at mutationerne og Palomino er populære, og at alle vil have fat i de korthårede. Og Velvet 1 er helt klart favoritten.

- Mine kunder bryder sig ikke om åbne skind og langhårede, siger Gordon.

Han synes, at de hvide skind er blevet for dyre, så han er begyndt at gå over til Pearl og regner med, at det bliver et godt salg for Pearl denne gang.

- Mine kunder kan næsten ikke vente med at modtage deres skind, fortæller han med et smil.

Philip og Lee er også positive i forhold til kvaliteten og spændte på at se, hvad der sker med priserne på grund af det store udbud.

- Generelt er det en flot kollektion af skind, men det er svært at sige, hvordan det kommer til at gå med priserne. Måske bliver de lavere i dollars denne gang på grund af kvantiteten, og måske bliver priserne stabile i danske kroner i forhold til sidste auktion.

Hos Philip og Lee er Velvet 1 også en klar favorit.

- Velvet 2, synes jeg, er for opreklameret, og det er vigtigt, at skindene ikke er åbne. Mine kunder er glade for, at kvaliteten hos Kopenhagen Fur er ens fra gang til gang, påpeger Lee.

 

Læs også: Voxpop: Minkavlerne elsker at besøge Kopenhagen Fur

Læs også: Voxpop: Det synes kunderne om den nye tilbygning