September-auktion startet med Silverblue

8 september 2014Auktion

Emneord

Med et udbud på knap 5 mio. mink og godt 500 købelystne kunder er ingredienserne til en god auktion til stede ved Kopenhagen Furs september-auktion. Salget starter også på en positiv node med stigninger på Silverblue.

 

Kopenhagen Furs september-auktion startede mandag kl. 08:00 med første hammerslag på minktypen Silverblue. Ifølge chefauktionarius Per Knudsen har det været en auktionsstart med 'business as usual' - god stemning og gode priser.

- Vi har i dagene her op til auktionsstart oplevet en god stemning blandt vores kunder, og det resulterer nu i en sund konkurrence i auktionssalen. Kunderne virker købelystne, og det afspejler sig også i de priser, vi på nuværende tidspunkt opnår, siger Per Knudsen.

Man skal ifølge Per Knudsen dog være påpasselige med at sælge skindet, før bjørnen er skudt.

- Vi ser en prisstigning på første type, men der er flere faktorer, som skal regnes med ind i den prisstigning. For det første er denne kollektion ikke helt sammenlignelig med kollektionerne ved tidligere auktioner. Vi er sidst på sæsonen, og det afspejles også i kollektionen. For det andet er både den kinesiske og amerikanske valuta positiv i vores favør. Så alt er egentlig positivt. Vi sælger 100 procent, her er en fantastisk stemning, og vi starter med en prisstigning på Silverblue, siger Per Knudsen.

Silverblue Males blev solgt til en gennemsnitspris på 330 DKK, mens Silverblue Velvet Males blev solgt til en gennemsnitspris på 461 DKK.

Foruden Silverblue sælges der på førstedagen Sapphire, Ræv, Mår og Finnraccoon.