Nyt forskningsprojekt om bæredygtig pels

23 september 2014Minkavl

Emneord Forskning

Designskolen2

Designskolen Kolding vil i samarbejde med Kopenhagen Fur frembringe ny viden om pels og design i en bæredygtig kontekst. Et helt nyt forskningsprojekt, hvor fire forskere skal afdække emnet, er derfor et af flere konkrete tiltag i den nye partnerskabsaftale, som løber over det næste halvandet år.

 

Fire forskere tilknyttet Designskolen Kolding skal de næste 14 måneder undersøge, hvordan bæredygtighed og pels hænger sammen. Gennem feltstudier, brugerundersøgelser og interviews skal det kortlægges, hvem der vælger pelsen, hvorfor og hvilke følelser der er tilknyttet materialet.

- Bæredygtighed er i høj grad et aktuelt tema i den globale modeindustri. Derfor er vi gået sammen med Designskolen Kolding om at se på, hvilken rolle vi spiller i den sammenhæng. Vi har et rigtig godt samarbejde med Designskolen Kolding, og det giver god mening, at vi bruger hinandens kompetencer med det fælles formål at blive klogere på bæredygtighed i forhold til pels, siger Michael Stadi, leder af Kopenhagen Furs kreative hus, KiCK.

Planen er, at de fire forskere skal afdække hele pelsens livscyklus fra den lander på designerens bord, til det ender som færdigt design. Der vil både blive kigget på minkpels og sælskind såvel som Chincilla og Swakara.

Bæredygtigt design

Designskolen Kolding har allerede en stor viden om bæredygtigt design i kraft af Laboratoriet for Bæredygtighed, som er en del af uddannelsesinstitutionen. Derudover er skolen netop begyndt at udbyde pels og accessoires som linjefag på designuddannelserne.

Det gav derfor god mening for både Designskolen og Kopenhagen Fur at indgå et tættere samarbejde om forskning, udvikling og formidling af pelsdesign.

- Pels som materiale har flere meget interessante og ubeskrevne bæredygtighedsaspekter. Materialet er naturligt, slidstærkt og et produkt, der holder længere i forbrugernes garderober og går i arv. Vi ønsker i samarbejdet at få belyst disse mange aspekter og ser begrebet bæredygtighed integreret i alle led. Fra produktudvikling og design til markedsføring, samt i det efterliv produktet har ude hos brugeren. Bæredygtighed er nok det mest vigtige og centrale for mode og tekstilbranchen i dag. Som designskole har vi et ansvar for, at vores studerende, de kommende generationer af designere, får en større viden og tager et ansvar, når det gælder bæredygtighed, siger Elsebeth Gerner Nielsen, rektor på Designskolen Kolding.

Målet er at give både Kopenhagen Fur og Designskolen Kolding ny forsknings- og udviklingsbaseret viden om pelsdesign i forhold til bæredygtighed. Bæredygtighed fylder utrolig meget i samfundsdebatten, og derfor er det også vigtigt at se på, hvordan pels skal forstås i denne kontekst.

Vi skal med i garderobe

Else Skjold er den ene af de fire forskere, der skal bidrage til forskningsprojektet. Hun tager afsæt i brugerdelen af pels og skal forsøge at frembringe en forståelse af forbrugerens omgang med pels.

- Jeg skal blandt andet ud og se i folks garderober og finde ud af, hvorfor og hvordan de bruger pelsen. Mange tror, at pels altid har været det, den er i dag. Men i et historisk perspektiv har der været mange forskellige opfattelser af pels, og jeg skal finde ud af, hvordan opfattelsen er i dag, fortæller Else Skjold, modeforsker ved Designskolen Kolding.

Projektet vil også involvere både buntmagere og designere i processen, og der vil løbende blive udarbejdet vidensopsamling, så alle kan følge med i projektets resultater. Den viden der opbygges vil også på længere sigt resultere i videnskabelig forskningspublicering i form af papers på forskningskonferencer og artikler i videnskabelige tidsskrifter. Målet er, at når forskningsprojektet afsluttes ultimo 2015, er der skabt øget viden om bæredygtighed og brugen af pels ikke alene hos Kopenhagen Fur men også hos potentielle forbrugere og i den offentlige debat.

FAKTA OM PARTNERSKABSAFTALEN

Etablering af et pelsværksted på Designskolen Kolding

Udvikling af en grundlærebog i pelsbearbejdning og teknikker

Et årligt kunstnerisk udviklingsarbejde

Forskningsprojekt om bæredygtighed har til formål at understøtte vidensgrundlaget for Designskolen Koldings uddannelser og bidrage til udvikling af pelsbranchen.