Minkprisen gik op på årets sidste auktion

16 september 2014Auktion

Emneord

Auktionbred

Kopenhagen Fur har for sidste gang i denne salgssæson slået hammeren i auktionspodiet. Salgssæsonen har været præget af faldende priser henover sæsonen, men med en prisstigning på 18 procent på den netop afholdte september-auktion, hvor omsætningen nåede 1,3 milliarder kr. En del af prisstigningen skyldes den styrkede dollar, så den egentlige markedsstigning vurderes at ligge på 7-8 procent.

 

Gennemsnitsprisen på danske minkskind endte på 324 kr. for hele sæsonen mod det eventyrligt høje niveau på 612 kr. i 2013. Gennemsnitsprisen på udenlandske minkskind endte på 241 kr. mod 498 kr. året før.

- Vi har oplevet en hurtig og resolut markedstilpasning med vel nok det voldsomste prisfald i nyere tid. Markedsændringen har haft den effekt, at forskellen i prisen på gode og dårlige kvaliteter er øget yderligere til fordel for de danske minkavlere, som laver verdens bedste mink. Vi har således fået 34 procent mere for danske minkskind end for udenlandske minkskind. Det giver en høj konkurrencefordel til danske minkavlere, siger Tage Pedersen, bestyrelsesformand for Kopenhagen Fur.

I 2013 toppede minkprisen efter nogle år, hvor prisen gik i en stejl kurve opad. Efterspørgslen var båret af en stærkt ekspanderende kinesisk pelsbranche, der udvidede og købte til lager i en sådan grad, at prisen eksploderede. Prisniveauet på færdigvarer blev tilsvarende højt, men en varm vinter på hovedmarkederne i Kina og Rusland satte en midlertidig bremse for salget, og boblen bristede.

- Vi valgte at møde markedet for at få alt solgt. Det nyetablerede prisniveau har åbnet markedet for nye kunder, som nu har råd til at købe kvalitetsminkskind på vores auktioner. Alene på september-auktionen havde vi 80 nye kunder fra Kina. Mange af disse nye kunder har i en periode været nødsaget til at købe mink af en dårligere kvalitet, men de søger nu mod de gode kvaliteter og Kopenhagen Fur. Dårlige varer bliver substitueret med gode varer. Det viser, at den grundlæggende efterspørgsel på minkskind er stor og solid, og at markedet nu åbner sig for bredere kundegrupper, siger Tage Pedersen.

Verdensproduktionen af minkskind er justeret ned med et par millioner. Produktionen forventes at være urentabel for avlere, primært i udlandet, med dårlig kvalitet, og det kan betyde en yderligere reduktion næste år.

- Som denne sæson viser, og ikke mindst prisstigningen på september-auktionen, så findes der ikke spåkoner, som er i stand til at sige noget seriøst om minkprisens udvikling. Derfor vil jeg ikke driste mig til at spå om udviklingen i næste salgssæson, men jeg vil nøjes med at konstatere, at danske minkavlere står usædvanligt stærkt. Vi får en betydelig og en stigende merpris på vores højkvalitetsmink, som gør, at vi kan klare lidt af hvert, siger Tage Pedersen.

Kopenhagen Fur har solgt næsten 25 millioner minkskind i sæsonen og den samlede omsætning nåede 8 milliarder kr.

Læs notatet: Dansk Minkavl er klar til nye erobringer