Minkforskere fra hele norden på kongres i Grenaa

2 oktober 2014Minkavl

Emneord Forskning

Danmark er førende inden for både minkavl og forskning i mink, og i denne uge bliver erfaringerne delt med kollegaer fra resten af norden og Europa. Det sker ved en konference i Grenaa, hvor Nordisk Jordbrugs Forskning(NJF), har inviteret nordens vigtigste mink- og ræveforskere til Danmark.

 

Kystvejens Hotel og Konferencecenter i Grenaa emmer i denne uge af liv, idet 110 af nordens vigtigste forskere, dyrlæger, konsulenter og pelsdyravlere er samlet til AUTUMN MEETING IN FUR ANIMAL RESEARCH 2014 . Programmet for kongressen er pakket med spændende foredrag om forskning i pelsdyr, ligesom de deltagende også har mulighed for at dele og diskutere deres seneste forskningsresultater med kollegaerne.

Efter kongressen vil deltagerne kunne bruge den nye viden, som de opnår ved kongressen, i deres videre arbejde. Det gælder studier i dyrevelfærd, anvendelse af genetik, nye behandlingsmetoder samt ny viden om fodersammensætning.

Forskere fra både Aarhus og Københavns universitet deltager for at fremlægge deres seneste resultater, hvilket også var formålet da afdelingschef for forskning og rådgivning hos Kopenhagen Fur, Peter Foged Larsens, onsdag holdte oplæg. Her fortalte han blandt andet om ny forskning i optimering af proteinindholdet i minkfoder, samt hvilket potentiale netop det felt har for dansk minkproduktion.

- Kongressen er med til at styrke samarbejdet mellem forskerne i de enkelte lande og på tværs af landene i norden. Ved at de nordiske lande står sammen og deler viden, kan man brede forskningsområdet endnu mere ud og derved opnå større resultater til gavn for samtlige pelsdyravlere, siger Peter Foged Larsen.

Samarbejdet mellem avlere og forskere er vigtig for erhvervet, og er en af de bærende piller for det faktum, at Danmark er verdens førende inden for både minkavl og forskning i mink.