Minkavlere donerer over 860.000 kroner til Namibia

22 september 2014Afsætning

Emneord Namibia

Igen i år blev der doneret penge til Kopenhagen Furs børnehaveprojekter i Windhoek.

 

862.224 kroner blev doneret til 38 namibiske børnehaver af danske og hollandske minkavlere. De havde i alt doneret 11.775 minkskind, som blev solgt under Kopenhagen Furs september-auktion.

De mange penge er gået til S.P.E.S Charity, som organiserer  velgørenhedsarbejdet med børnehaverne i Windhoek.

- Vi er i sandhed overvældet over denne generøse skinddonation fra de danske avlere og det høje beløb, som de blevet solgt for, siger Esme Coetzee, projektleder for Kopenhagen Kindergarten.

- Da vi modtog de gode nyheder, så var det ikke beløbet, jeg fokuserede på. Jeg fokuserede på de fremtidsmuligheder, som over 1800 børn vil nyde godt af.  De vil få en ordentlig uddannelse og nye oplevelser, som bringer dem væk fra de svære omstændigheder, de lever i. De vil få mulighed for en lysere fremtid og for et liv fri fra fattigdom, tilføjer hun.

Børnehaverne ligger i Katatura, som er et gigantisk slumområde udenfor Windhoek. Her går op mod 1850 børn i alderen 3 til 6 år til skrive- og matematikundervisning, og de får samtidigt daglige måltider.

Donationen betyder, at S.P.E.S kan fortsætte med at udstyre børnehaverne med undervisningsmateriale og undervise lærerne.

- Tak til alle de avlere, som var villige til at give fra deres hjerter. Jeres donation vil ændre livet for børn, som ellers er født til et liv med svære vilkår, slutter Esme Coetzee.