KAZA på minkfarm

15 september 2014Minkavl

Emneord DyrevelfærdBelsac

Medarbejdere fra lædervareforhandleren KAZA lagde i weekenden vejen forbi minkfarmen Vigen ved Roskilde for at se, hvad der sker, før pelsen kommer på de elegante tasker fra Belsac.

Kopenhagen Furs samarbejde med taskemærket Belsac er en stor succes, og der er blevet solgt over 400 af de elegante tasker med mink-og sælpels.  En af Belsacs største forhandlere på Sjælland er KAZA, der snart får den nye pelskollektion i butikkerne. KAZA er en af Danmarks førende lædervarekæder og forhandler en række taskemærker. 

Søndag middag lagde 25 medarbejdere vejen forbi Knud Vests minkfarm Vigen ved Roskilde for at høre mere om produktionen. Besøget var en del af deres sommerfest, og var arrangeret for at medarbejderne selv kunne se og opleve en minkfarm. For alle medarbejderne var det første besøg på en minkfarm, og det skabte stor begejstring.

- Jeg kom med mange fordomme på grund af al det, man hører fra aktivister, men blev virkelig positivt overrasket. Jeg er meget fascineret over, at der er så mange tanker bag produktionen, og hvor human produktionen i virkeligheden er.  Ved at komme ud på en minkfarm og se det hele med egne øjne, så kan man virkelig stå inde for det man sælger, og det går vi meget op i på KAZA, siger merchandiser Sofie Flensborg, KAZA.

Efter medarbejderne havde fået en rundvisning på farmen, kom Julie Maria Iversen fra Kopenhagen Furs kreative hus KiCK, og fortalte om samarbejdet mellem Kopenhagen Fur og Belsac. Til oplægget var der lidt godt til ganen, og Knud Vest havde sørget for, at de interesserede havde mulighed for at prøve lækre pelsjakker, der var produceret af den lokale buntmager.

- Visionen med KiCK er, at pels kommer ud til de kommercielle brands, så flere har mulighed for at få fingrene i de normalt eksklusive pelsdesigns. Det er derfor rigtig dejligt, når en virksomhed som KAZA kommer ud og ser minkfarmen og er interesseret i at vide mere om, hvad der sker på farmen. Belsac er en god samarbejdspartner, og den kæde, der er fra Kopenhagen Fur, gennem Belsac og ud til forhandlere som KAZA, er meget interessant, siger Julie Maria Iversen.

 

Kaza på minkfarm