Galleri: Zhang Baowen på rundtur i Glostrup

30 september 2014

Emneord

Adm. Direktør Torben Nielsen viste og fortalte Zhang Baowen om Kopenhagen Furs unikke sortering. Viceformanden for den stående komite i Kina, Zhang Baowen, var meget interesseret i de danske skind og de danske minkavlere. Technical Quality Manager, Lone Lyhne Andersen fremviste skind af alle typer til de interesserede gæster. Virksomheden og den samlede branche blev præsenteret på både dansk, engelsk og kinesisk.

Der var tale om et besøg af de helt store, da viceformanden for Det Kinesiske Kommunistpartis Stående Komite, Zhang Baowen sammen med en delegation af højtstående embedsmænd besøgte Kopenhagen Fur.

 

Det er ikke hver dag, at Kopenhagen Fur er vært for så store og magtfulde delegationer, som det var tilfældet fredag. Viceformanden for Det Kinesiske Kommunistpartis Stående Komite, Zhang Baowen, som i rangorden ville fremstå som Kinas tredjemand, havde i forbindelse med delegationens besøg i Danmark udvalgt Kopenhagen Fur som besøgsvirksomhed, og det betyder meget for formand for Danske Minkavlere, Tage Pedersen.

- Vi er meget stolte over, at viceformanden og hans delegation valgte netop os som repræsentant for dansk erhvervsliv. Det må jo betyde, at han ser minkavl som Danmarks vigtigste erhverv i kinesisk kontekst, og den titel tager vi gerne på os.

Besøget startede med introduktion, inden formand for danske minkavlere Tage Pedersen, administrerende direktør Torben Nielsen og direktør for salg- og marketing Kenneth Loberg viste delegationen rundt i sorteringshallerne i Glostrup. Turen rundt imponerede, ifølge Tage Pedersen, Zhang Baowen og resten af delegationen.

- Han var meget interesseret. Ikke kun i auktionsdelen, som netop Kina relaterer til, men også selve minkavlen. Der blev spurgt meget ind til andelstanken, vores organisation og vidensdelingen. Det var uden tvivl emner, som han ønskede at lære mere om.

Foruden besøget hos Kopenhagen Fur, var delegationen til frokost i Folketinget og havde events på den kinesiske ambassade.