Tværpolitisk initiativ vil fremme grønlandsk sælskind

10 marts 2014Afsætning

Emneord Sæl

I december 2013 udgav Verdensnaturfonden, WWF, en rapport hvoraf det fremgår, at WWF støtter den grønlandske sælfangst, da den anses for bæredygtig. Hertil kommer, at sælfangst er af stor kulturel og økonomisk betydning for grønlandske fangere. Desværre er den grønlandske sælskindseksport blevet skadet over de seneste år på grund af anti-sælfangstkampagner samt EU's importforbud af sælskind. Med den nye viden om grønlandske sælfangst vil et tværpolitisk initiativ for fremme af grønlandsk sælskind sætte fokus på sælfangstens kulturelle og økonomiske betydning i Grønland.


- Sæler skal på den politiske dagsorden. EU's sælproduktforbud er baseret på følelsesladede holdninger og ikke på fakta. Derfor er det utroligt vigtigt, at vi skaber opmærksomhed og viden om sælskind, så vi får en mere faktabaseret tilgang til emnet i Danmark såvel som i EU. Jeg er glad for at så mange danske medlemmer af Folketinget støtter op om initiativet, siger Sara Olsvig MF (IA).

- Den grønlandske sælfangst har en tusindårig historie, og fangsten bliver støttet af WWF. Sælskindsprodukter er topmålet af bæredygtighed, og så er det oven i købet hamrende flot. Vi er stolte af vores sælskind, siger Doris Jacobsen, MF (Siu)

Medlemmerne af det tværpolitiske initiativ for fremme af grønlandsk sælskind har, for at skabe opmærksomhed omkring initiativet valgt at iføre sig sælskind til hofballet hos dronningen den 12. marts 2014.

- Det er fantastisk, hvordan fremsynede modedesignere kaster lys på det store potentiale, der er i sælskind. Salget af grønlandsk sæl er gået helt i stå, fordi europæerne tror, det er forbudt, men det er både bæredygtigt, smukt og et vigtigt levegrundlag for grønlandske fangere. Derfor har jeg besluttet at bære grønlandsk sæl til hofballet, siger Lone Loklindt MF (RV)

- Sælfangst og -produktion er en del af den grønlandske kultur og har været det gennem hundreder af år. Når vi har WWFs ord for, at det foregår på en bæredygtig måde, er det tid til, at vi får en fornyet debat i såvel Denmark som i EU. En debat som bygger på viden og fakta frem for følelser og forestillinger derfor bærer jeg design af grønlandsk sælskind til hofballet, siger Ellen Trane Nørby, MF (V)

- Når man kender Grønland - landets natur og kultur er det helt unødvendigt at argumentere for sælskindsproduktion - så nyder man blot balancen, bæredygtigheden og skønheden, siger Flemming Møller Mortensen, MF (S).

- Jeg bakker naturligvis op om bæredygtig sælfangst og håber meget, at EU snart dropper importforbuddet af sælskind. Nu skal jeg til hofbal, og jeg har faktisk svært ved at finde på noget finere og flottere at tage på end netop noget lavet af grønlandsk sælskind. Det er både smukt og minder os om Grønlands og Danmarks fælles historie. Jeg er kæmpe royalist, og jeg glæder mig vildt meget til at møde Dronningen, siger Karina Adsbøl, MF (DF).

Udover de 6 politikere, der vil iføre sig sælskind til hofballet, støtter Finn Sørensen, MF (EL), Lisbeth Bech Poulsen, MF (SF) og Uffe Elbæk, MF (UFG) det tværpolitiske initiativ for fremme af grønlandske sælskind, de deltager imidlertid ikke i hofballet den 12. marts.