Minksmykker går som varmt brød

28 marts 2014Mode & Livsstil

Emneord

Smykkedesigner Mads Heindorf er kommet til Skindudstillingen i Herning med en helt ny produktlinje, som hylder de danske minkavlere og deres produkt.

Ringe, øreringe, manchetknapper, slipsenåle og halskæder. Der er noget for både mænd og kvinder i Mads Heindorfs nye kollektion, som tager udgangspunkt i minken og er lavet til minkens ejere. Afbilledet på smykkerne finder man mink, og designeren ser smykkerne som en hyldest til både dyr og avler.  

- Det hele er lavet i sterling sølv. Nogle er oxideret, og i enkelte af mine smykker finder man også diamanter, som jeg har ïndtænkt som øjne hos minkene. Der er meget stor efterspørgsel på de særlige produkter. Jeg har allerede udsolgt af øreringene, og de andre produkterne ryger ned fra hylderne, siger Mads Heindorf.

Man tager stoltheden på sig

Mads Heindorf oplever, at de interesserede kunder ser smykkerne, som en naturlig del af deres univers.

-Det er et statement, og det er ligesom en forlængelse af dem og deres hverdag. Jeg tror, at smykkerne giver dem en mulighed for at signalere stolthed over deres dyr og deres arbejde, og det er bare fedt, at jeg med mine smykker kan lade dem tage stoltheden på sig, siger Mads Heindorf.

Designeren har desuden udviklet særlige knapper og lynlåse til pelse, som kan erhverves hos buntmager Ole B. Christensen.

-Minkknapper og lukninger i sølv og guld giver de i forvejen luksuriøse produkter dét ekstra touch, og det komplementerer mine produkter perfekt, siger Ole B. Christensen, som sælger pels til både herrer og damer ved Skindudstillingen.