Grossist: Overraskende god stemning i Milano

12 marts 2014Auktion

Emneord

Der var ifølge Rasmus Alex Petersen fra den førende dansk pelsgrossist Mogens Alex Petersen en overraskende god stemning på dette års MIFUR, men der sættes fortsat tvivl om prisniveauet for mink.

 

Den italienske pelsmesse MIFUR i Milano, Italien er netop overstået, og ifølge Rasmus Alex Petersen fra Mogens Alex Petersen A/S var forventningerne forud for messerne dystre, men sure miner blev vendt til smil undervejs.

- Mine forventninger var, at vores lykke ville være gjort, hvis vi kunne sælge 60 % i forhold til forrige år. Der har været krise, og vi ved også at folk ikke har fået solgt. Der har ikke været vinter, og vi havde ikke fået de mest positive meldinger fra Hong Kong Fur Fair. Vi fik meldinger om, at det knap løb rundt for folk. Så vi tog derned med en vis pessimisme, fortæller Rasmus.

Men allerede fra messens start viste det sig hurtigt, at stemningen i branchen var bedre end ventet.

- Vi solgte 85 % i forhold til året før, hvor vi jo havde et fantastisk år, så det var meget tilfredsstillende. I virkeligheden var det kun én kunde, som gjorde forskellen for vores messe-regnskab. Der er tale om en russer, som næsten ikke kunne sælge de varer, han havde købt sidste sæson. Og jeg spurte så, om pels var blevet umoderne, men han svarede, at der var én grund: manglende vinter, fortæller Rasmus.

God stemning rundt ved standene

Den russiske rubel, som kæmper for at holde dampen oppe, har ifølge Rasmus også en indvirkning på de svigtende investeringer, som han og kollegaerne oplever.

- Ser man generelt på messen var stemningen virkelig god. Særligt for de stande, som sælger skind. De fleste udstillere af pelskonfektion har jo lukkede stande, og det er umuligt at vurdere deres besøg og salg. Jeg bemærkede dog, at de traditionelt mest besøgte stande som Mariakas og Romania Furs stadigvæk er godt besøgt. De par gange jeg gik forbi deres stande var der sort af kunder, fortæller Rasmus.

Tvivl om niveauet for mink

Ifølge Rasmus viste messen, at der i markedet er en fortsat tvivl omkring prisniveauet på mink.

- Vi solgte næsten ikke noget mink, og det gælder også for vores kollegaer. Meldingen var klar: Folk tør ikke købe, fordi de tror, at prisen på mink får yderligere et nyk ned. Produktet er som sådan ikke uinteressant, men mange tror, at februar-auktionen kun var et bump på vej ned. Efter NAFA er man ikke i tvivl om, at de brune skal have endnu et nyk ned.

Det er dog, ifølge den erfarne pelsgrossist svært at spå om fremtiden, og der kan sagtens ske noget andet end hans forudsigelser.

- Den her branche er umulig at spå om. Jeg tror kun, at jeg ud af de mange gange, jeg har spået om fremtiden, har ramt plet i 10 % af tilfældene, så nu må vi se, hvad tiden bringer, griner Rasmus.