Svenskerne tog på minkfarm

19 maj 2014Minkavl

Emneord Sverige

500 besøgende nød det svenske sommervejr, da Ove Berntsson og familien åbnede dørene til deres minkfarm i den svenske landsby, Skallmeja. Alle burde, ifølge direktøren for de svenske minkavlere, besøge en minkfarm, før de danner sig et indtryk af erhvervet.

De danske minkavlere har i mange år afholdt Åben Farm-arrangementer, hvor mange tusinde interesserede danskere hvert år har taget en søndagstur på en minkfarm. Ligeledes har man fra de danske minkavleres side altid opfordret til, at man, hvis man havde spørgsmål omkring minkavl, skulle komme besøg hos den lokale minkavler. Nu lader det til, at de svenske kollegaer har taget konceptet til sig, og endda med stor succes.

-Antallet af besøgende overgår klart mine forventninger. Da klokken var lidt i ti, var jeg nervøs for, at der slet ikke ville komme nogle besøgende, men den her er jo bare vildt. Det var svært at finde parkering til alle, og jeg er bare glad for, at så mange er interesseret i at se, hvad vi laver, og det glæder kun yderligere, at vi har fået så meget ros fra gæsterne, fortalte Ove Berntsson.

Blandt de besøgende på farmen var medlemmer fra den svenske rigsdag, lokalpolitikere samt flere fremtrædende gæster fra det svenske landbrug. Arrangementet var dog primært besøgt af børnefamilier på weekendtur, som havde mulighed for at klappe de små minkhvalpe, hvilket var en stor oplevelse for de mange børn.

Åben farm rykker holdninger

Efter rundvisning på minkfarmen og en spørgsmålsrunde kunne de besøgende udfylde et spørgeskema. Udfaldet af den lille meningsmåling viser klart, at transparens og åbenhed er vejen frem. Hele 91% af de adspurgte gæster angav, at de havde fået et mere positivt syn på minkavl eller fortsat havde et positivt syn på minkavl. Resultatet ligger på linje med tidligere undersøgelser, og derfor er vejen frem helt klar for direktøren for Svensk Mink, Johan Dalén:

-Vi ved fra lignende undersøgelser, at de som har besøgt en minkfarm, og som selv har oplevet livet på en farm, er mere positivt indstillet overfor minkavl. Accepten af vores erhverv stiger i takt med mængden af oplysning, mens modstanden stiger i takt med uvidenhed. Alle burde besøge en farm, og først derefter forholde sig til minkavl, sagde Johan Dalén.