Kasakhstanske gæster: Pelstradition skal udfordres

8 maj 2014Afsætning

Emneord Kasakhstan

Kopenhagen Studio har i denne uge haft besøg af to undervisere fra Kasakhstan National Academy of Arts, der er det seneste af Kopenhagen Furs mange samarbejdsuniversiteter. De to undervisere forudser en lys fremtid for pels i Kasakhstan.

 

Den meget traditionsbundne designstil i Kasakhstan skal nu udfordres. Derfor er to undervisere fra Kasakhstan nu på besøg hos Kopenhagen Studio for at lære om de nyeste pelsteknikker.

- Før mit besøg hos Kopenhagen Studio havde jeg et meget snævert syn på pels. Jeg har været meget imponeret af Kopenhagen Studio og de mange nye facetter af håndværket, som jeg har oplevet her. Det har virkelig udfordret min opfattelse af, hvad pels egentligt er, og hvad det kan som materiale, fortæller Kamila Nurmagambetova.

Ifølge de to undervisere fra Kasakhstan National Academy of Arts trænger pelsmarkedet i Kasakhstan i den grad til nyskabelse. Med en ny generation af unge designere med kendskab til pels er forudsætningerne tilstede for en stor fremtid på deres hjemmemarked. 

- Alle forudsætningerne er der i Kasakhstan. Vejret er koldt, og der er en stor tradition for pels. Vi glæder os derfor til at ændre elevernes syn på, hvad der er muligt med pels. Hvis vi gør det, er mulighederne rigtig store, mener Muslim Zhumaqaliev.

Design-spire vil arbejde med pels i fremtiden

Design-spiren Aidana Kozhageldina er ligeledes fra Kasakhstan, og er ligesom underviserne i Danmark for at lære om de nyeste pelsteknikker hos Kopenhagen Studio. Opholdet er en del af den præmie, hun modtog som vinder af Open Way Young Designers Contest 2013.

Hendes kendskab til pels var før besøget sparsomt, og Aidana Kozhageldina har derfor været i tvivl, om hvorvidt det dyrebare materiale ville passe ind i hendes designstil. Efter en masse nye input fra buntmagerne hos Kopenhagen Studio er hun dog nu overbevist om, at pels er værd at satse på i fremtiden.

- Der er bestemt større mulighed for, at jeg vil arbejde med pels i fremtiden. Undervisningen her har ændret mit syn på pels som materiale, og jeg glæder mig nu til at komme hjem og lave mine 20 skind om til styles, fortæller hun.

Foruden opholdet, vandt Aaidana Kozhageldina også 20 minkskind, som hun kan inddrage i sine fremtidige designs. Trioen vender hjem til Kasakhstan i morgen efter at have været i København i en lille uge. Som alle andre gæster hos Kopenhagen Studio har de tre fået en rundvisning hos Kopenhagen Fur i Glostrup, ligesom at de har været på minkfarm for at opleve produktionen.