Torben Nielsen: Forventer fin auktion

11 juni 2014Auktion

Emneord

Auktion Per 700

Det første hammerslag falder den 17. juni. Ovenstående billede er fra Kopenhagen Furs seneste auktion i april.

Der bliver travlt i auktionsalen, når købere fra hele verden møder op for at byde på verdens fineste skind.



5,6 millioner skind skal under hammeren. Det vækker interesse blandt kinesere, russere, tyrkere og sågar en enkelt kasakhstaner, som er blandt dem, der vil møde op for at byde ind på de mange skind.

Der vil blive tæt pakket, når de mange nationaliteter samles under et tag på en ellers stille villavej i Glostrup, hvor Kopenhagen Fur har til huse. Hele 500 kunder, hvoraf cirka 250 er fra det sydøstlige Asien, har meldt deres ankomst. Det vil være med stor spænding, at det første hammerslag skal lyde, for priserne i denne sæson er som bekendt faldet i forhold til forrige sæsoners auktioner.

- Vi vil nok se en faldende prisstendens, som vi også har oplevet under vores eget og andre auktionshuses salg i denne sæson. Men kunderne i Glostrup udviser fortsat stor interesse for vores store udbud af skind og påskønner fortsat vores kvalitetsbevidste sortering, siger administrerende direktør i Kopenhagen Fur, Torben Nielsen, forud for auktionen.

Kunderne køber selektivt

De danske minkavlere laver verdens bedste minkskind, og Torben Nielsen er sikker på, at markedet fortsat vil efterspørge kvalitet over kvantitet.

- Under de seneste auktioner i Finland, Toronto og her i Danmark har vi fået nogle indikationer om, at efterspørgslen på dårlige skindkvaliteter er dalende, og at kunderne fravælger små og store partier af skind, hvor kvaliteten er ringe. Sådan var markedet ikke under forrige sæsoner, hvor alle kunne være med. Nu er det købers marked, og derfor er det positivt for os, at vi har så stort et udbud af skind af en god kvalitet. Vores store udbud vil tiltrække mange kunder, som vi forventer, vil efterspørge gode kvalitetsskind, siger han.

Kopenhagen Furs juni-auktion løber af stablen fra d. 17. juni til d. 24. juni. Det er Kopenhagen Furs fjerde og næstsidste auktion i denne sæson.