Svømmedarling indgår samarbejde med Kopenhagen Fur

2 juni 2014Mode & Livsstil

Emneord Rikke Møller Pedersen

Rikkemoller

Kopenhagen Fur har netop indgået et samarbejde med den dobbelte VM guldvinder i svømning, Rikke Møller Pedersen. Som et led i den nye aftale skal Rikke Møller Pedersen være med til at sætte fokus på pels.


Når en af verdens hurtigste svømmere nu går sammen med verdens største pelsauktionshus, bliver det til stor glæde for begge parter.

-Rikke Møller Pedersen er et godt match for Kopenhagen Fur. Hun er en ung fremadstormende topatlet med et stort engagement for sin sport men også for pels og mode. Det passer godt med den danske pelsbranches ambitioner, og vi tror på, at Rikke kan hjælpe os med at komme ud til et endnu bredere publikum, fortæller administrerende direktør i Kopenhagen Fur Torben Nielsen.

Også Rikke Møller Pedersen glæder sig over samarbejdet.

- Jeg er stolt af, at Kopenhagen Fur har valgt at sponsorere mig. Jeg har en masse spændende begivenheder på programmet den kommende tid for eksempel OL i Brasilien, hvor jeg skal deltage ved en masse officielle arrangementer. Ofte kræves det, at jeg møder op i flotte kjoler, og jeg vil gerne fuldende det look med en smuk pels, fortæller Rikke Møller Pedersen.

Kopenhagen Fur og Rikke Møller Pedersen har længe haft et godt øje til hinanden. Som elitesvømmer er Rikke Møller Pedersens dag fyldt med våddragter og klorvand, men den unge kvinde interesserer sig også for mode og pels. I januar 2014 deltog det danske svømmetalent derfor, da Kopenhagen Fur åbnede den københavnske modeuge med et stort pelsmodeshow.

- Det var fedt at være med til modeugen 2014. Særligt Kopenhagen Furs show var en sjov oplevelse, da jeg sad på forreste række og kunne nærstudere alle de fantastiske pelse. Som mange andre piger, har jeg længe været interesseret i mode, og særligt pels har jeg en stor forkærlighed for. Jeg glæder mig derfor meget til at arbejde sammen med Kopenhagen Fur i fremtiden, siger Rikke Møller Petersen.