MBA-studerende knytter bånd

19 juni 2014Afsætning

Emneord MBA

Igen i år har Kopenhagen Fur besøg af EMBA-studerende fra Tsinghua Universitetet i Beijing. De kinesiske studerende er på en officiel læringstur til Danmark, der samtidig markerer afslutningen på deres 1-årige uddannelse.

 

Kineserne er vilde med mink, og hvert år importeres millioner af minkskind til landet. Men når det kommer til at sælge de færdigproducerede pelse møder kineserne nye udfordringer: branding, forretningsudvikling og differentiering i et stærkt voksende detailmarked er ikke altid let at gennemskue for de kinesiske pelsfabrikanter. Derfor har Kopenhagen Fur i samarbejde med universitet Tsinghua i Beijing etableret en 1-årig EMBA-linje, hvor kinesiske pelsfabrikanter kan dygtiggøre sig indenfor markedspositionering, design og de vestlige pelsmarkeder. Et led i uddannelsen er en studietur til Danmark og Europa, hvor de studerende for eksempel kan se, hvordan en pelsauktion fungerer hos Kopenhagen Fur.

I år har ca. 20 dimittender i løbet af den sidste uge været på besøg i Danmark og Grækenland. Her har de dimittender bl.a. været på besøg hos Kopenhagen Fur, set en dansk minkfarm og så har de været i byen Kastoria i Nordgrækenland, der er domineret af buntmagerhåndværket. I går afsluttedes studieturen med en officiel ceremoni, hvor Kopenhagen Furs salgsdirektør, Kenneth Loberg, kunne overrække de studerende deres diplomer. Og det gik ikke stille for sig. Afslutningen blev markeret med en fest i Carlsbergs smukke gamle have, der også inkluderede en tur med de gamle bryggerheste, middag, øl-smagning og meget mere. Senere på aftenen kom der en professionel sanglærer forbi festen for at holde fællessang med deltageren.

- Vi laver altid noget sjovt og socialt med de studerende, når de kommer til Danmark på studietur. Det er vigtigt, at vi knytter bånd til de her kinesiske studerende. Det er jo netop dem, der i fremtiden skal konkurrere om vores skind i auktionssalen. Desuden er det vigtigt, at de internt skaber nogle stærke relationer og opbygger deres netværk, siger Kenneth Loberg.