Isvinteren indtager Paris

22 juli 2014Mode & Livsstil

Emneord On aOn Aura Tout Vu

Det blev iskoldt i den varme sommersol, da On Aura Tout Vu indtog catwalken under Paris Haute Couture Fashion Week med en polar-inspireret kollektion, hvor krystaller, pels og vild fantasi udgjorde de imponerende styles.

 

Paris Haute Couture Fashion Week, som inspirerer næste vinters mode, er netop afsluttet. I varmen ved Palais Royal i hjertet af Paris blev pels båret op og ned ad catwalken hos alle de førende modebrands. Ikke mindst hos On Aura Tout Vu, som aldrig skuffer, når det gælder om at bruge pels på måder, som vores fantasi ikke rækker til.

Årets tema var inspireret af et futuristisk polarunivers med hvide og blå nuancer, masser af krystaller og ikke mindst pels. Pelsen blev brugt både som jakker, hvor blandt andet Swakara og mink blev brugt i et elegant samspil. Modellerne bar gummistøvler, som havde fået et eksklusivt løft med Swakara-plisseringer.  

Til den store finale med brude-looket trådte en sand isdronning på podiet iført en skulpturel overdel i mink, Swakara og ræv med strittende krystaller på skuldrene. Igen demonstrerede On Aura Tout Vu, hvor overlegne den bulgarske designerduo er, når det gælder fantasi og skrædderevner.