Pelsmarkedet mod ny balance

9 februar 2014Auktion

Emneord Februar auktion

Udbuddet af Silverblue hanner og tæver på samlet 530.000 minkskind blev solgt på førstedagen af Kopenhagen Furs februar-auktion. Priserne faldt som ventet, men ikke så meget som nogen havde frygtet.


Åbningen af februar-auktionen var imødeset med spænding blandt både avlere og kunder. Usikkerheden i branchen har været stor de seneste par måneder efter auktionen i december hvor blot 20 procent af udbuddet blev solgt. Efterspørgslen på minkskind har igennem nogle år været rekordhøjt, og det har ført til store stigninger i produktionen på globalt niveau. Der skal i år sælges over 80 millioner minkskind, og det er en fordobling i løbet af nogle få år.

- Vi er kommet godt igennem første auktionsdag. Vi havde annonceret vidt og bredt, at vi ville møde markedet, og det gjorde vi fra første lot. Der kom hurtigt gang i budgivningen, og den nervøse stemning blev afløst af god konkurrence i salen, siger Tage Pedersen, formand for Kopenhagen Furs bestyrelse.

Usikkerheden blandt kunderne har været ganske stor og mange har haft svært ved at disponere. Alle har afventet det første træk.

- Usikkerheden var forståelig, og vi har gjort, hvad vi kunne for at få kunderne til auktionen, så vi kunne få taget hul på den uundgåelige markedstilpasning. I kraft af vores finansielle styrke har vi kunnet tilbyde rentefri kredit til opkøberne, og vi har meldt meget klart ud, at vi ville møde markedet. Det har fået kunderne til at komme, siger Tage Pedersen.

Det har især været kinesere, der har kunnet være med i auktionssalen i de senere år. De traditionelle kunder fra lande som Grækenland, Rusland og Tyrkiet har ikke kunnet følge med i de rekordhøje prislejer. Det billede er nu vendt, fordi prisen på dagens auktion kom ned i mere normalt leje.

- Kendte ansigter er pludselig dukket op igen. Buddene i salen har derfor været langt mere spredt på lande, end vi har været vant. Det vidner om, at der helt grundlæggende er en god efterspørgsel på pels, og med lavere prisniveau på råvaren får flere råd til at købe en minkpels. Det er godt for branchen, siger Tage Pedersen.

Selvom dagens salg gik bedre end frygtet, så er auktionen langt fra slut. Samlet skal der udbydes 7,1 millioner minkskind, og øjnene er især rettet mod de brune minktyper. Her er udbuddet samlet på 4 millioner skind, som udbydes torsdag og fredag.

De faktiske tal for dagens salg ser således ud:

Silverblue Hanner: Salgsprocent: 100. Gennemsnitspris: 313 kr. Toppris: 460 kr.  Afvigelse: -35%.

Silverblue Velvet Hanner: Salgsprocent: 100. Gennemsnitspris: 416 kr. Toppris: 500 kr.  Afvigelse: -24%.

Silverblue Tæver: Salgsprocent: 100. Gennemsnitspris: 224 kr. Toppris: 330 kr.  Afvigelse: -24%

Silverblue Velvet Tæver: Salgsprocent: 100. Gennemsnitspris: 295 kr. Toppris: 590 kr.  Afvigelse: -14%