Kopenhagen Fur summer af liv

11 februar 2014Auktion

Emneord Kopenhagen Fur

Fuldhus

Foto: Der er spænding og liv i disse dage. Dette billede er dog fra sidste måneds åbent hus. 

Der har været stor spænding op til februar-auktionen, men nu virker det, som om avlerne har fundet sig godt til rette med prislejet, der er bedre end forventet. Mange pelsdyravlere og deres gæster lægger ugen igennem vejen forbi Langagervej 60 for at følge salget.

 

De faldende priser ved auktionens to første dage har ikke lagt en dæmper på den gode stemning. Tværtimod. Ved frokosttid i dag var aktivitets- og støjniveauet næsten til at tage og føle på i Kopenhagen Furs hal 1. Godt 500 avlere spiste frokost sammen, mens priser og kvalitet blev diskuteret og skyllet ned med fadøl og danskvand.

Det pensionerede minkavlerpar Hanne og Helmut Hansen var blandt de besøgende, der var taget til Glostrup for at følge auktionens dag 3.

- Mange besøgende er et godt tegn. Hvis priserne havde været dårlige, havde der ikke været så mange mennesker eller så højt humør. Hvis man lytter, er det næsten som om man er til fest, så god er stemningen, siger Helmut Hansen.

- Vi ser altid frem til februar-auktionen, og i år er ingen undtagelse. Stemningen er lige så god, som den plejer. Hør bare støjniveauet. Hvis auktionen var gået dårligt, så tror jeg, at stemningen ville være nedtrykt, og folk ville være mindre snakkesalige, tilføjer Hanne Hansen.

Prisen er næsten for god

På en bænk nær buffeten sidder minkavler Torben Madsen fra Grindsted. Foruden to medarbejdere, der er blevet hjemme på farmen i det sydjyske for at fodre, så har Torben samlet familien og alle farmens ansatte for at tage turen til Glostrup. I alt er de 18 mand af sted.

- Vi kunne lige akkurat være i 3 biler, siger Torben Madsen med et smil.

Som mange andre minkavlere frygtede Torben Madsen et salg med stort underskud ved februar-auktionen, og der er blevet fulgt nøje med i udviklingen i auktionssalen fra farmen. 

- Jeg tror, de danske avlere har ønsket, at Kopenhagen Fur mødte markedet denne gang. Salget måtte ikke gå ligesom ved auktionen i december, hvor blot 20 procent af udbuddet blev solgt. Alligevel har vi været bekymrede, for vi skal jo også kunne betale vores regninger. Heldigvis ramte priserne et fornuftigt niveau, hvilket jeg tror, er et resultat af, at Kopenhagen Fur har lagt en god salgsplan, som man har fulgt med stor succes.

Ingen ved dog, hvordan salget af de brune typer kommer til at gå torsdag. Mange peger på, at torsdag er den vigtigste dag, og derfor er der stadig en risiko for endnu et indhug i prisen.

- På en måde kan man sige, at det næsten er gået for godt. Priserne er stadig så gode, at alle avlere kan være med. Hvis priserne for alvor var dykket, ville vores udenlandske konkurrenter falde fra. Og det havde jo ikke været så dårligt. Men lad os nu se, hvordan det kommer til at gå på torsdag, siger Torben Madsen.

Foreløbig har Kopenhagen Fur mødt markedet og solgt 100 % af de udbudte minkskind.