Travl tid for Kopenhagen Fur i Kina

11 december 2014Afsætning

Emneord Kina

Fællesbillede fra kongres i SuiningDansere fra Balletskolen Holstebro tager et hvil inden optræden på den danske ambassade i Beijing. Kopenhagen Furs direktør for marketing og forretningsudvikling Kenneth Loberg åbnede midt i november 'China Fur Association Annual Conference'Studerende fra Kopenhagen Furs eMBA kokkererer. Per Knudsen ved branchemøde i LiaoyangChefauktionarius Per Knudsen holder oplæg i SuiningKopenhagen Furs direktør for marketing og forretningsudvikling Kenneth Loberg åbnede midt i november 'China Fur Association Annual Conference'

November måned blev en travl tid i Kina, hvor Kopenhagen Furs lokale afdeling og danske udsendinge var igennem et tæt program med mange events.

Fra et uformelt studenterbesøg til årsmøde i den internationale pelsbranche. Den seneste måned har budt på alle mulige former for events, som alle har haft Kopenhagen Furs kinesiske kontor med som aktiv kreatør.

Den travle måned startede med en æstetisk oplevelse, da Balletskolen Holstebro optrådte på den danske ambassade i Beijing. Balletoptrædenen var en del af en dansk-kinesisk kulturudveksling; et projekt, som Kopenhagen Fur har været medspiller på. Den kulturelle udveksling fortsatte da også, da kinesiske studerende med speciale i dansk senere på måneden besøgte Kopenhagen Fur i Beijing.

Verdens største pelsmøde

Kopenhagen Furs direktør for marketing og forretningsudvikling Kenneth Loberg åbnede midt i november 'China Fur Association Annual Conference' i byen Nanjing. Eventen kan bedst beskrives som den internationale pelsbranche i Kinas årlige møde.

- Det betyder meget for Kopenhagen Fur at være med ved årsmødet. Her sidder vi midt i maskinrummet for den kinesiske pelsbranche, og vi er med til at tone fremtiden for hele den samlede branche. Vi ser det også som en stor anerkendelse. Det viser os, at man i en international kontekst ikke kan sige pels uden også at skulle sige Kopenhagen Fur, fortæller Kenneth Loberg.

Et andet årligt stormøde forløb hos 'China Leather Industry Association', som samler både læder- og pelsproducenter fra hele Kina. På agendaen var fremtiden for den kinesiske pelsbranche, og særligt importen af udenlandske skind blev diskuteret. Repræsentanter fra det kinesiske Skov- og Landbrugsministerium annoncerede her, at ministeriet fremover ville støtte en reduktion af importafgiften på minkskind. Det vil være et tiltag, som vil betyde meget for Kopenhagen Furs kinesiske kunder.  

Markedsudvikling i Suining

Kinas egenproduktion af mink er stor, men kvaliteten halter. I Suining-provinsen har man store produktionsområder, hvor man primært laver pelsstyles af kinesiske minkskind. Området er i stærk vækst, og der er planer om at ekspandere. Derfor inviterede man Kopenhagen Furs chefauktionarius Per Knudsen til at komme og fortælle om auktionshandel af internationale minkskind.

- Vi ser et stort potentiale i områder som Suining. De efterlyser vores viden og vores kvalitetsskind, og det er vigtigt for os, at vi kan komme og fortælle om vores forretningsmodel og vores kollektion,  fortæller Per Knudsen.

Netværksmøde for fremtidens talenter

Kopenhagen Fur har i de seneste fem år været med til at få uddannet EMBA-studerende fra Tsinghua Universitetet i Beijing. Udover at få skabt et fagligt og bogligt grundlag for fremtidens pelstalenter, betyder det også meget, at Kopenhagen Fur som auktionshus er med til at udvide talenternes netværk. Derfor afholdte Kopenhagen Fur i november netværksarrangementer, hvor de studerende kunne mødes over traditionel kinesisk mad og tale om andet end pels.