Kinas ambassadør på minkfarm

14 august 2014Minkavl

Emneord

Lynkineser

Avler Knud Vest viser sin farm frem for den kinesiske ambassadør Liu Biwei. Foto: Kristian Jørgensen, Sjællandske Medier/Dagbladet Roskilde.

Landbrug & Fødevarer havde arrangeret farmbesøg for ambassadør Liu Biwei og hans omkring 50 mand store følge fra Kinas ambassade i Danmark. Turen gik naturligvis til en minkfarm, og det var avler Knud Vest, som tog imod de begejstrede kinesere, der endte med at bruge flere timer på hans farm i Gundsømagle.



Liu Biwei og det store følge fra den kinesiske ambassade brugte en hel eftermiddag på Knud Vests farm for at lære om minkavl. Det var nærliggende, at valget faldt på netop denne del af landbruget. Kina er verdens absolut største aftager af de danske kvalitetsskind, som udgør en tredjedel Danmarks samlede eksport til landet.

Liu Biwei viste også meget stor interesse. Der blev taget billeder og stillet en masse spørgsmål. Han fik desuden demonstreret, hvordan fodringsmaskinen virker, fik fortalt hvordan parrings - og pelsningssæsonen foregår, og så spærrede han øjnene ekstra op, da Knud Vest fortalte, at det kun er nødvendigt med fire medarbejdere til at passe på de omkring 24.000 mink.

-Ambassadøren var simpelthen så positiv og glad for at se en minkfarm, og han var meget imponeret over Danmarks effektivitet i branchen. Det var bare en rigtig god eftermiddag, konkluderer Knud Vest, som har inviteret Liu Biwei til pelsauktion hos Kopenhagen Fur i Glostrup, hvor han naturligvis vil komme til at møde en masse landsmænd.