Sixpels er valget for den stilbevidste jæger

30 april 2014Minkavl

Emneord jagt

SixpelsBred"Man må aldrig gå ned på udstyr." Sådan lyder et mantra jægere imellem, og når bukkejagten går ind d. 16. maj, vil der i den danske natur sidde fem jægere, som vinder "udstyrskonkurrencen" med en hårlængde eller to.

 

Rundt omkring i landet sidder de danske jægere og tripper. For dem er d. 16. maj årets absolutte højdepunkt; for på dén fredag, som for andre blot er Store Bededag, går bukkejagten ind, og lang tids venten hjemme i stuen bliver afløst af store naturoplevelser og forhåbentlig også det helt perfekte bytte.

Når jagten går ind, gælder det om at have udstyret i orden. Fra riffel til påklædning - alt skal være i orden. Og her kommer den såkaldte Sixpels-hovedbeklædning ind i billedet. Den klassiske sixpence har fået en make-over af en anden verden, og den sjællandske minkavler Kim Feldborg har udvalgt sine fineste minkskind, som efter grundigt buntmagerhåndværk fra minkavler-frue Nina Vest er blevet til en helt særlig pelshat.

- Når jeg nu selv går så meget på jagt, så skal udstyret altså også være i orden. Derfor bruger jeg mine egne skind, siger Kim Feldborg, som selv går på jagt med både haglgevær, riffel og jagtbue.

Sixpelsen er langt fra Kims første pelshat. Han har tidligere fået lavet mere klassiske pelshatte såsom russer-huer. Han indrømmer, at Sixpelsen blot er en ekstra gimmick, men det gælder om aldrig at gå ned på udstyr.

Hatten er på nuværende tidspunkt produceret i et begrænset oplæg.

- Der findes fem eksemplarer af hatten, og idéen opstod faktisk på baggrund af en forespørgsel fra en jagtkammerat. Jeg har én selv, og så har fire af mine venner også fået én. Den trækker mange misundelige blikke, og flere har spurgt mig, om jeg kan lave flere, siger Kim Feldborg.

Fotoet er venligst udlånt af jæger, journalist og fotograf Thomas Lindy Nissen.