Kopenhagen Fur repræsenteret ved statsmiddag

25 april 2014Afsætning

Emneord Kina

Ankomst

I forbindelse med det danske statsbesøg i Kina afholdte den kinesiske præsident, Xi Jinping, torsdag statsmiddag for den danske delegation. Administrerende direktør hos Kopenhagen Fur Torben Nielsen deltog også, og han ser invitationen som en blåstempling af Kopenhagen Fur.

 

Regentparret, fire danske ministre og en hel delegation af topledere fra danske virksomheder var med, da den kinesiske præsident Xi Jinping afholdt middag for regentparret i Folkets Store Hal.

Statsmiddagen var en oplagt mulighed for at styrke Kopenhagen Furs position på det kinesiske marked, da kun de allermest respekterede virksomheder var blevet indbudt. En sådan invitation er derfor en blåstempling af virksomheden og erhvervet, mener Torben Nielsen.

- For det kinesiske folk og hele den politiske elite i Kina er kongefamilien utrolig vigtig. Derfor er en invitation og deltagelse i en sådan middag med til at blåstemple Kopenhagen Fur som virksomhed, men også hele pelsbranchen som helhed.

Samarbejde i Kina er ofte et spørgsmål om tillid, og her betyder invitationen ligeledes meget, mener Torben Nielsen.

- Invitationen til statsmiddagen øger tilliden til virksomheden og er med til at øge prestigen i at samarbejde med Kopenhagen Fur i Kina, fortæller han.

Der har fra kinesisk side været lagt stor vægt på at invitationerne til statsmiddagen var begrænset til toppen af dansk erhvervsliv, og her var Kopenhagen Fur altså blandt de 15 virksomheder, som var repræsenteret under middagen. Andre store danske aktører så som Arla, Novo Nordisk, Haldor Topsøe, Carlsberg, LEGO, Danish Crown, Lundbeck, Novozymes og Coloplast var også med.