Græske køberes comeback

3 april 2014Auktion

Emneord Grækenland

Auktionssalen vil i løbet af april få besøg af gamle kendinge, som i en årrække har købt skind andre steder i verden. De nye priser betyder dog, at København igen er aktuel for disse købere.

Igennem de seneste år har gennemsnitspriserne på minkskind ligget på så højt et leje, at købere fra eksempelvis Rusland og Grækenland ikke har været interesseret i markedet.

- De høje priser betød, at en del græske buntmagere var nødsaget til at anvende billigere skindtyper såsom kanin, vaskebjørn og bæverskind. Dermed var det også svært for middelklassen i Grækenland at få råd til for eksempel minkjakker, fortæller Leonidas Boutis, områdeansvarlig i Grækenland.

Gamle kendinge

Dette ændredes dog kort efter december-auktionen og forårets auktioner, da man så gennemsnitspriserne falde på verdensplan.

- Det betød, at vi under februar-auktionen så kunder fra Grækenland, som vi ikke havde set i tre år. Blandt andet Ioannis Samaras, som har været i branchen i mange år. Vi havde også besøg af fem købere fra virksomheden Soulis Furs, og til april-auktionen forventer vi også et besøg af Aris Kallias, som er en gammel kending, siger han.

Nye købere

Priserne frister de mange købere sydpå. Ifølge Leonidas Boutis er der mange buntmagere, som nu efterspørger mink og dermed søger køberne tilbage til auktionssalen i Glostrup.

- Der er ingen tvivl om, at de lavere markedspriser på mink frister både unge og ældre buntmagere til at købe nu, hvor markedet passer til dem, slutter han.