Claus fra Varde: Vi håber på godt vejr

10 september 2013Minkavl

Emneord Åbent landbrug

ClauseVarde

Claus og hans far Hans er værter ved dette års Åbent Landbrug, og de glæder sig til at vise farmen frem. Alt er klar, nu mangler de kun det gode vejr.


Claus Christensen fra Varde er ud af en rigtig minkavlerfamilie. Hans far Hans købte en farm i 1972 og sønnen hoppede så med på vognen i 2002. Undervejs har farmen udviklet sig fra at have 1200 minktæver, hvilket svarer til en gennemsnitlig farm, til at være en stor minkfarm med 3300 minktæver, som årligt producerer 19-20.000 mink.

-Jeg glæder mig rigtig meget til på søndag. Det er første gang, at vi er med i Åbent Landbrug, og jeg ser frem til at vise min farm for forhåbentlig mange gæster. Jeg er naturligvis stolt af mit arbejde og min farm, og den viser jeg gerne frem, siger Claus Christensen og fortsætter,

-Det er vigtigt for mig personligt og for erhvervet generelt at være åbne. Vi synes selv, at vores branche er både spændende og udfordrende, og jeg tror, at mange ville kunne lære noget af at komme ud og se en farm.

Sjovt for børnene

Sidste år fik de danske minkavlere mange tusinde gæster ved Åbent Landbrug, og det er ifølge Claus vigtigt at have nogle aktiviteter for børnene.

-Vi har et rigtig godt program til vores gæster. Der vil være en masse gode aktiviteter og lege for børnene, og så er der jo rundvisningerne på farmen, hvor man kan se dyrene, og man kan se, hvordan pelsene ender som smart mode, siger Claus Christensen, som på dagen får støtte og hjælp fra andre lokale minkavlere.

-Ja, vi har faktisk styr på det hele efterhånden. Nu mangler vi kun det gode vejr, siger Claus Christensen.

Find kørselsvejledning til en farm nær dig på www.danskeminkavlere.dk/aabent-landbrug/