Minkkursus til ledige er et hit

15 oktober 2013Minkavl

Emneord Ledige

3fbred

Foto: 3F

Efter fire ugers kursus har 16 ledige nu været i praktik på minkfarme rundt om i landet. Ifølge minkavler er det en klar fordel, når de vil søge job.


I starten af september startede 16 ledige på et mink-kursus hos Nordjyllands Landbrugsskole. Kurserne var arrangeret af 3F, arbejdsgiverforeningen GLS-A, og med faglig støtte fra Kopenhagen Fur. Ifølge Fagbladet 3F og deltagerne har forløbet indtil nu været et hit.

- Det har simpelthen været alle tiders at være på kurset og især i praktik. Det er spændende at opleve, hvordan man arbejder på en rigtig minkfarm, og så er det fedt at arbejde med dyrene, siger kursusdeltager Flemming Larsen til Fagbladet 3F.

Pelsning bliver en jobprøvning

For minkavler Benny Berge, som har haft ledige praktikanter i arbejde under forløbet, har initiativet også været positivt.

- Jeg vil rigtig gerne tilbyde dem arbejde, for de har gjort det godt, men der bliver nok først noget at lave, når vi skal pelse senere i år. Men det er da en rigtig god måde at se hinanden an på. Som en jobprøvning, siger Benny Berge.

Og de to praktikanter er ikke i tvivl om, at de gerne vil tage et job på en minkfarm, når der er mulighed for det.

- Vi har forhørt os lidt, om der er noget ledigt arbejde til os, for vi ved jo, de får travlt, når der skal pelses. Og jeg vil i hvert fald rigtig gerne arbejde med mink, for det er rigtig spændende, siger Morten Knudsen. Også Flemming Larsen springer gerne til, hvis der kommer et ledigt job.