Topkvalitet giver toppris

29 november 2013Auktion

Emneord Torben NielsenMinkavlPriser

Danske minkavlere hev sidste år særdeles stærke priser hjem. Udelukkende på grund af god kvalitet.



Dansk skindkvalitet er blandt verdens bedste. Og det kan bevises og mærkes ved, at der nu er sat tal på værdien af den danske skindkvalitet.

- Danske minkskind opnår en markant merpris i forhold til tilsvarende udenlandske skind. Prisforskellen har de seneste ti år typisk ligget på omkring 15 til 20 procent i dansk favør, og forklaringen er en højere kvalitet, forklarer Henning Otte Hansen, seniorrådgiver ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, KU, til LandbrugsAvisen.

Merprisen skyldes den høje kvalitet, og dette bevirker, at danske minkavlere over de seneste ti år har tjent seks milliarder mere end konkurrenterne. Det svarer til, at hver af de 1500 minkavlere i Danmark har tjent 400.000 kroner ekstra hvert år siden 2003.

- Det er helt enkelt enestående. Og dykker man ned i tallene og ser på de to år, 2011 og 2012, hvor skindene blev solgt til rekordpriser, så var den ekstra gevinst på henholdsvis 641.000 og 719.000 kroner per avler, tilføjer Henning Otte Hansen.

Danske skind er markedsledende

Seniorrådgiveren forudser, at de danske avlere også i år kommer til at høste en pæn gevinst.

- For mig er det et klart udtryk for, hvor meget kvalitet betyder. Danske skind er markedsledende, og det kommer til udtryk i en markant merpris på danske skind - en merpris, som går direkte tilbage i hver enkelt avlers lomme, siger Henning Otte Hansen.

Maner til besindighed

I Kopenhagen Fur maner man dog til besindighed. I de dele af udlandet, hvor størstedelen af indkøberne af danske skind har hjemme, er der nu plusgrader. I Beijing og New York ligger temperaturen fortsat på mellem 5 og 10 grader. Og DMI forventer generelt en blid start på december. På baggrund af dette udtalte Torben Nielsen, Adm. direktør i Kopenhagen Fur, følgende tidligere på ugen

- Vejret spiller selvsagt en rolle, når det handler om salget af pelse, hvilket betyder, at vi med fortsat spænding afventer sneens og frostgradernes indtog i for eksempel Beijing.

Således forventer man både i det danske auktionshus og i pelsbranchen en langsom start på detailhandlen af pelse rundtomkring i verden.

Læs også: Pelshandlen venter på vinter