SOS Sportswear introducerer kollektion med pels

12 november 2013Mode & Livsstil

Emneord Kopenhagen FurSOS Sportswear

De nye ejere af SOS Sportswear har en ny vision for deres mærke - og kvalitetspels fra Kopenhagen Fur indgår nu i designet.

Under et stort anlagt modeshow i en flot skihytte i Klampenborg blev den nye kollektion vist frem for et begejstret publikum.

- Kopenhagen Fur er en dansk virksomhed, som har et indgående kendskab til de internationale krav, der stilles til en skandinavisk designvirksomhed. Vi har valgt selv at sætte standarden, og den har vakt opsigt. Vores formål med relanceringen var at fortælle alle og enhver, at vi kommer med noget virkelig nyt og at skabe forventninger og overgå dem. Kopenhagen Fur er en værdifuld samarbejdspartner på vores mission, at retænke sportsmoden', fortæller CEO og ejer af SOS, Ole Damm.

SOS arrangerede deres modeshow i vinterlige omgivelser, hvor catwalken blev lagt over en pool.

- Vi er kompromisløse i vores udvælgelsesproces af metervarer, mønstre og kvaliteter. Vores samarbejde med Kopenhagen Fur giver os mulighed for at tilbyde vores kunder de fineste skindkvaliteter, kombineret med vores unikke Cold Mountain Technology™. En skijakke er en skijakke. Men med en mere fashion- og detaljeorienteret tilgang til designet har vi ramt plet hos den moderne forbruger, slutter Ole Damm.

SOS' samarbejde med Kopenhagen Fur har allerede båret frugt. Allerede fra første sæson har Barneys og Scoop i New York, Neiman Marcus i Dallas og Performance Ski i Aspen købt stort ind i det danske brand, der dermed er repræsenteret i nogle af de fineste mode- og skibutikker i verden.