Rentabel minkavl

15 november 2013Minkavl

Emneord Minkavl

Nye tal viser, at minkavlere generer et overskud, som er over seks gange større end på gennemsnitligt landbrug

 

Efter aflønning tjente en gennemsnitlig minkavler 2,6 millioner kr. sidste år. Det skriver LandbrugsAvisen baseret på nye tal fra Danmarks Statistik. Årsagen til minkfarmenes økonomiske succes skyldes, at minkavlere de seneste år har tjent ekstraordinært godt som følge af stigende priser på minkskind og på at eksporten til især Kina er steget.

På en gennemsnitlig minkfarm var driftsresultatet så stort, at minkavlerne således havde et overskud, der var 6,5 gange større end på et gennemsnitligt landbrug i 2012. Hvor gennemsnitlige landbrug kunne præstere et driftsresultat på 400.000 kr., så hev gennemsnitlige minkavlere 2,6 millioner hjem.

Lave udgifter

Driftsresultatet efter fradrag af driftsomkostninger og finansiering viser ligeledes et pænt plus til minkavlerne, der i gennemsnit fik et plus på 3,1 mio., mens landbrug i gennemsnit fik et plus på 830.000 kr. Her er det især minkavlernes lavere udgifter til foder og finansiering, der bidrager til minkavlernes flotte resultat.

Minkfarmene ligger også i top på afkastningsgraden. 17,3 procentpoint, hvor landbruget i gennemsnit ligger på 3,6 procentpoint.

De flotte tal skal desuden ses i lyset af, at pelsskind i 2012 udgjorde 12 procentpoint af værdien af landbrugets salgsprodukter på 82 milliarder kr.  I 1990 var andelen to procent, og i år 2000 var den fire procent. Minkavlerne eksporterede i 2012 for 10,9 mia. kr.