Fødevareministerens kinatur er fyldt med pels

13 november 2013Politik

Emneord KinaKaren HækkerupJapan

Fødevareminister Karen Hækkerup (S) stod i denne uge i spidsen for et dansk eksportfremstød i Kina og Japan, med et program præget af dansk pels.

Søndag aften ankom den danske delegation til Kina, og turens første arrangement var en officiel middag på den danske ambassade i Beijing, Kina. Ved festen, som afholdtes af den danske ambassadør i Kina, Friis Arne Petersen, leverede Kopenhagen Fur aftenens underholdning i form af et musikalsk indslag, hvor pelsprydede balletdansere på fornem vis kombinerede musik, dans og kunsthåndværk.

Tirsdag besøgte Fødevareministeren så Tsinghua Universitetet i Beijing. Her blev Karen Hækkerup i følgeskab af marketing og forretningsudviklingsdirektør, Kenneth Loberg, vist rundt på Kopenhagen Furs designcenter, Kopenhagen Fur Studio.  

 - Vores samarbejde med Tsinghua Universitetet er jo noget, vi er meget stolte af i Kopenhagen Fur. Det giver os gode muligheder for at dele den viden, vi danskere har om buntmagerhåndværket med de kinesiske studerende. På den måde er der tale om direkte brobygning mellem dansk know-how og kinesisk fremtid. Ved at lære fra os og inspirere til brug af de nye pelsteknikker sikrer vi, at dansk kvalitet sætter barren for fremtidens pelsdesigns, siger Kenneth Loberg.

Fødevareministeren til auktion og design

I forbindelse med Fødevareministerens rejse til Kina har Karen Hækkerup takket ja til at besøge Kopenhagen Fur under en kommende pelsauktion. Allerede til december går det løs. Her skal flere hundrede internationale opkøbere byde løs på 1.5 mio. minkskind. 

I forlængelse af sit besøg på designcentret i Kina vil Karen Hækkerup også besøge Kopenhagen Internationale Center for Kreativitet (KiCK), som er Kopenhagen Furs nye kreative kraftcenter. KiCK favner designcenteret Kopenhagen Studio, netværks- og samarbejdscenteret Kopenhagen Nexus, samt Fur Fab, som håndterer udlån af Kopenhagen Furs omfattende pelsgaderobe. Brancheorganisationen Dansk Mode & Textil, som repræsenterer en bred vifte af danske modevirksomheder, er også en del af KiCK.

Læs også:Fødevareminister: Landbrugseksporten til Kina buldrer af sted