Yderligere 3 milliarder minkkroner i eksportkassen

25 juni 2013Auktion

Emneord Kopenhagen FurEksport

Auktion_bred2

Samtidig med, at de danske minkavlere har modtaget Kong Frederik den IX's eksportpris, vælter det ind med nye eksportmilliarder fra den danske minkproduktion. På Kopenhagen Furs juni-auktion steg minkpriserne - igen. Stigningen var på 6 procent, og dermed er der sat en ny prisrekord på mink. Der blev solgt 4,6 mio. minkskind, som gav en samlet omsætning på 2,98 milliarder kr. Gennemsnitsprisen pr. skind var 606 kr.

 

Den syv dage lange auktion viser med al tydelighed, at danske minkavlere har et helt unikt produkt. I de senere måneder er verdensmarkedsprisen på lavkvalitetsmink, primært produceret i Kina, faldet mærkbart, mens mink af høj kvalitet bliver stadig dyrere.

- Danske minkavlere arbejder målrettet på at producere et højkvalitetsprodukt, og det giver en unik førerposition på det internationale pelsmarked. Belønningen falder i form af kontant afregning i vores auktionssal, siger adm. direktør Torben Nielsen.

Auktionen var igen domineret af kinesiske opkøbere, og kigger man på danske eksporttal til Kina/HongKong, så er det da også mink, som er den altdominerende danske eksportvare. Uden minkeksporten ville den danske eksport til vækstmarkederne være faldende.

Den store efterspørgsel på mink giver nogle helt særlige udfordringer for auktionshuset i Glostrup, idet virksomheden er ved at vokse ud af de godt 70.000 kvadratmeter under tag. Der er netop investeret et stort millionbeløb i et nyt køkken, og på tegnebrættet er en udvidelse af kundefaciliteter og auktionssalen.

- Det viser jo med al tydelighed, hvordan minkeksporten kommer hele samfundet til gavn. Der er massive afledte beskæftigelsesmæssige effekter for det danske samfund. Nu ser vi heldigvis også, at der er kommet gang i udvidelserne på mange minkfarme. Det giver gode jobs, siger Torben Nielsen.

Kopenhagen Fur mangler at holde den sidste auktion i denne sæson. Med det nuværende prisniveau forventes årsomsætningen at runde 13 milliarder kr.