Direktør: Titlen som æresborger er resultat af en lang forlovelse

12 august 2013Afsætning

Emneord KinaTorben NielsenÆresborgerLiaoyang

Aeresborger3

Adm. direktør for Kopenhagen Fur er udnævnt til æresborger i den kinesiske by Liaoyang. Og det er ikke første gang, at Torben Nielsen hædres med et æresborgerskab. Sidst var det I den kinesiske by Yuyao.

Myndighederne i Liaoyang viser stor respekt for samarbejdet med Kopenhagen Fur og samtidig forpligter udnævnelsen også en del, mener den administrerende direktør.

- Posten som æresborger er et resultat af en lang forlovelse, slår Torben Nielsen fast.

Det hører til sjældenhederne, at en dansker får lov til at opleve det. I Liaoyang findes der 17 andre æresborgere, og de er alle kinesere. Alligevel havde folkets komite indstillet Torben Nielsen til æresborgerskabet.  Til gengæld skal Torben Nielsen i fremtiden være med til at sikre vækst i Liaoyang.

- Det forfølger mig til jeg dør. Som æresborger skal jeg gøre, hvad jeg kan, for at det kører for Liaoyang, siger den stolte modtager.

Strategien - at give og tage - er ifølge den administrerende direktør en del af samarbejdet mellem Kopenhagen Fur og Liaoyang.

Posten - en del af en betaling

- Kopenhagen Fur giver ud af teknikker og viden om skind til Kina. Posten som æresborger giver til gengæld os mere indflydelse i Kina, og det er vi selvfølgelig interesserede i, forklarer Torben Nielsen.

- Des mere vi kan påvirke kinesernes kvalitetsopfattelse, des større er deres tillid og respekt for os som pelsproducenter, siger Torben Nielsen, som ser frem til mangeårige samarbejdsmuligheder i Kina.