Årets minkfanger er fundet

19 august 2013Minkavl

Emneord

Årets minkfanger er fundet og kåret. Bag den noget specielle hæder ligger et meget vigtigt og ærefuldt hverv, som er essentielt for den danske natur.

 

I fredags kårede Naturstyrelsen årets minkfanger. Titlen blev tildelt Hans Nilsen, der til dagligt arbejder som biolog i det økologiske råd. Det beretter Landbrugsavisen.

Hans Nilsen er formand for Naturstyrelsens afdeling i Lyngby-Taarbæk Kommune, og efter flere henvendelser fra borgere i 2011 om panikslagne fugle ved Lyngby sø, iværksatte han sammen med 17 andre borgere, et initiativ for at stoppe de vilde minks terrorisering af den smukke sø.

-Vi fik at vide, at minkene terroriserede fuglene ved søerne. De tog deres unger, æg eller fuglene selv. Det kunne vi ikke have, derfor kontaktede jeg Naturstyrelsen, og begyndte det her projekt sammen med 17 borgere fra lokalområdet,« siger årets minkfanger.

Kæmpe succes

Siden de gik i gang med at fange minkene i 2012, er der fanget 30 mink, 29 af dem sidste år. I år har de kun fanget en enkelt.

-Det er jo en kæmpe succes. At vi kun har fanget en i år, vidner om, at det stort set er lykkedes os at udrydde minkene. Vi får næsten heller ikke flere henvendelser fra borgere om rædselsslagne og stressede fugle,« siger Hans Nilsen.

Meget glad, men arbejdet er ikke færdigt

Hans Nilsen har selv fanget otte mink, og han er utrolig stolt og glad for projektet og titlen som årets minkfanger.

-Det er jeg rigtig glad for, og titlen synes jeg er en rigtig fin gestus for det arbejde jeg, og de andre har lavet, så det er dejligt, siger han.

Som biolog har han i mange år beskæftiget sig med invasive plantearter i den danske natur, og det er herfra, at interessen for at udrydde de invasive mink kommer af.

-De her mink er vilde mink. De blev sat ud i naturen i 1950'erne, derfor kan vi heller ikke udrydde dem helt. Så vores arbejde med at sætte fælder op fortsætter helt sikkert, siger han.