Kopenhagen Fur indgår ledersamarbejde med Dalum Landbrugsskole

27 november 2012Minkavl

Emneord Kopenhagen FurLandbrugselevDalum Landbrugsskole

Kopenhagen Fur har indledt et samarbejde med Dalum Landbrugsskole, for at styrke skolens lederuddannelse til landbruget. I mange år har det været tradition, at landbrugselever blev koblet på allerede eksisterende linjefagshold på Landbrugets Lederuddannelse, men nu får minkavl sin egen linje.


Fordi lederuddannelsen er udbudt af alle landbrugsskolerne, har holdene ofte været små. Det vil man rette op på med samarbejdet. Der vil nu være fokus på de vilkår man står i som minkavler og leder i minkproduktionen. Rent praktisk betyder samarbejdet, at Kopenhagen Fur stiller kapacitet til undervisningen og den lokale pelsdyravlerforening stiller minkfarme til rådighed.

- Kopenhagen Fur har efter et år, med øget fokus på landbrugsskolerne generelt, kunne konstatere en stigende interesse for mink på skemaet. Vi vil gerne fastholde interessen også på lederuddannelsen og forsøger derfor at koncentrere ressourcerne på Dalum Landbrugsskole. Dalum er en stor skole, med gode meritter på lederuddannelserne, skolen kan fremvise et læringsmiljø der er helt i top, både fagligt og socialt. Derfor forventer vi også, at fremtidens minkavlere får stort udbyttet ud af vores samarbejde, udtaler Hanne Kirkegaard, uddannelsesansvarlig ved Kopenhagen Fur.

På Dalum Landbrugsskole tror man ligeledes på, at samarbejdet er den rigtige løsning. Minkavl er en branche i vækst og fokusset er stort, men på grund af mindre medarbejder-volumen i branchen, giver det mest mening at samle ressourcerne ét sted. Derved sikrer man, at den nyeste viden er til rådighed indenfor fodring, avl, økonomi og velfærd.

- Dalum Landbrugsskole ligger helt i top, når det kommer til landbrugets lederuddannelse. Det kan blandt andet ses på vores store holdstørrelse, og Den Kongelige Landhusholdningsselskabspris, som en studerende i år vandt for bedste afsluttende Agraøkonom-opgave. Et tæt samarbejde med Kopenhagen Fur er en yderligere blåstempling af vores arbejde og fokus på at drive god skole, siger uddannelseschef Erik Wanscher.

For lederuddannelses studerende på andre landbrugsskoler vil det også blive muligt at få ledelsesundervisning i minkavl. Dalum Landbrugsskole vil arrangere campusaktiviteter, hvor studerende kan komme til Dalum et par gange om året og få uddannelse i mink over flere dage. 

Dalum_bred