Island vil have dansk mink

29 marts 2012Minkavl

Emneord Kopenhagen FurIsland

Minkavl er et indsatsområde for den islandske stat. Derfor er repræsentanter fra Isslandstofa, der er et statsligt agentur, hvis primære opgave er at tiltrække investorer til Island, taget til Kopenhagen Furs skindudstilling i Herning for at fortælle om mulighederne for minkavl på sagaøen. Her er målet at få flere farme, og de må meget gerne være ejet af danske avlere.

 

- Selvom islandske skind pris- og kvalitetsmæssigt er i stærk fremgang, så kigger vi mod Danmark for at skubbe yderligere til udviklingen. Det er kun naturligt, da verdens bedste mink kommer fra Danmark, siger Islandsstofas direktør for investering Thordur Hilmarsson

Sammen med leder på projektet Einar Hansen Thomasson var han også til stede sidste år, og ifølge dem begge skal gensynet ses som et tegn på alvoren bag ordene om, at man ser store muligheder for minkavl i fremtiden. Flere islandske avlere er kommet til de seneste år, og der er kvalificerede medarbejdere til rådighed, hvis danske avlere ikke selv er interesserede i at bo fast på Island.

- Vi mener, at vi kan tilbyde nogle attraktive rammer for minkavl på Island. Falder skindpriserne, handler det om at have den højest mulige profitmargin. Den kan de lave produktionsomkostninger i Island være med til at skabe, siger Einar Hansen Thomasson.

Blandt fordelene for minkavl på Island nævner han et stort foderudbud, hurtig og smidig sagsbehandling fra myndighederne, uproblematisk afskaffelse af gylle samt en positiv tilgang til erhvervet i lokalsamfundet.