Kinesere til pelseksamen

11 juni 2012Afsætning

Emneord Kopenhagen FurPelsmodeKina

Kopenhagen Fur har for tiden 15 udenlandske volontører i huset for at lære den svære kunst at sortere minkskind, og hvordan man gebærder sig under en pelsauktion. Ud af de 15 kursister er otte fra Kopenhagen Furs suverænt største marked, Kina.

 

Yu Yang Yang, Yang Yao og Sun Guan Nan er alle blevet sendt til København af deres respektive firmaer for at lære, hvordan man skelner de mange skind fra hinanden i sorteringsprocessen, og hvordan de fremover skal håndtere de store auktioner. De tre repræsenterer henholdsvis opkøberfirmaet The Newise Fur Company, garve- og klargøringsvirksomheden Shenlong Processing og designfirmaet Helloshows Apparel Company, og grunden til at deres arbejdsgivere har sendt dem til Glostrup er temmelig ligetil.

- Der findes lignende kurser i USA og Finland, men ingen af dem er ligeså grundige og omfattende, som det hos Kopenhagen Fur. Her får vi tre ugers træning i, hvordan man skelner de mange typer skind fra hinanden, så vi i fremtiden kan tage til auktionerne på vegne af vores arbejdsgivere, fortæller Yang Yao, mens de to andre stemmer i.

Kurset hos Kopenhagen Fur udbydes frit, og fungerer som en introduktion til pelsfaget. Undervejs kommer kursisterne omkring det, som ligger bag auktionshuset Kopenhagen Fur. Et besøg på en minkfarm er således er en obligatorisk del.

- Mange firmaer bruger kurset til at oplære nye ansatte, og det er fordi, de får en grundig introduktion til hele erhvervet på de tre uger, kurset varer. Mange benytter samtidig muligheden til at netværke og folk knytter tætte forbindelser i løbet af kurset, forklarer Sheila Hartung Wagner, skindsorterer hos Kopenhagen Fur og den ansvarlige instruktør for volontørkurset.

Udover de tekniske færdigheder indenfor skindsortering, er der også lavet en speciel auktionssession for kursisterne, så de er forberedt på de hektiske budrunder, som auktionslokalerne hos Kopenhagen Fur lægger hus til. Men på trods af det omfattende program, kommer de fleste af volontørerne primært for at lære skindsorteringens kunst.

- Kopenhagen Fur kan lære alle at sortere skind. Det hele foregår på et meget pædagogisk plan, og hvis man halter på visse punkter, som for eksempel IT, bliver der taget højde for det af underviseren. Pelsbranchen har meget tillid til Kopenhagen Fur, og det arbejde de udfører, og derfor er dé de rette til at varetage opgaven med volontørkurset, slutter Yu Yang Yang.

Kursus_lille