- Forside
- Nyheder
- 2012
- Januar 2012
- KREATIV KLYNGE SKAL HJÆLPE KØBENHAVN UD AF KRISEN
Kreativ klynge skal hjælpe København ud af krisen
25 januar 2012Politik
København scorer højt på livskvalitet og miljø. Til gengæld er væksten for lav, men det vil Københavns overborgmester Frank Jensen nu ændre på - bl.a. ved at få kinesiske virksomheder til at etablere sig i byen.
København er en dejlig by at bo i, hvis man kigger på lister over byer med høj livskvalitet. Der er fokus på et godt miljø, og byen ligger i top på listen over verdens mest cykelvenlige byer. Til gengæld ser det sløjt ud for erhvervslivet. Væksten i København er ikke nær så høj, som i vores nabolandes hovedstæder, men det vil Københavns overborgmester Frank Jensen nu lave om på.
I marts 2011 nedsatte han Copenhagen Business Task Force med tidligere Børsen-chefredaktør Leif Beck Fallesen som leder. Task Forcen har til opgave at finde løsninger, så der kommer gang i det københavnske erhvervsliv igen, og ifølge overborgmesteren skaber det 20 jobs i resten af landet, når der bliver skabt 100 nye jobs i hovedstaden. Til gengæld skaber det kun syv jobs i København, når der kommer 100 nye til i resten af landet.
- Det er derfor, vi skal blive bedre til vækst nu, siger Frank Jensen.
Kreativt København
Copenhagen Business Task Force kom i august 2011 med en række forslag til, hvordan væksten i København kan komme i gang igen. Der er i erhvervspolitikken lagt vægt på det private erhvervsliv, og Copenhagen Business Task Force har bl.a. kigget på de kreative industrier og foreslår, at der bliver skabt en kreativ klynge i København.
-I København står vi stærkt på grøn teknologi, og vi har en stærk maritim klynge. Vi mangler dog en kreativ klynge, siger Frank Jensen.
Samarbejdet mellem Kopenhagen Fur, Dansk Mode & Textil og Guldsmedbranchens Leverandørforening er også blevet bemærket, og Frank Jensen fortæller, at han vil gøre, hvad han kan, for at støtte op om initiativet, som han kalder "opmuntrende".
- Jeg håber, at samarbejdet kan være inspiration for andre
brancher. Det er et godt eksempel på, hvordan erhvervslivet kan
samarbejde med kommunen om at sikre vækst og beskæftigelse i
København, siger han.
Kinesisk søsterby
Det er ikke kun de danske virksomheder, som Københavns Kommune skal imødekomme. Det gælder også BRIK-landene (vækstlandene Brasilien, Rusland, Indien, Kina). Frank Jensen mener især, at det er vigtigt at have et godt og solidt samarbejde med Kina, bl.a. fordi Kina for nylig overhalede USA som Danmarks største handelspartner. Han anerkender samtidigt, at Kopenhagen Fur kan være en hjælp med hensyn til Kina.
- Vi ved, at Kina er en meget vigtig spiller på det globale marked. Vi ved også, at Kopenhagen Fur har rigtigt godt fat i Kina, og det skal selvfølgelig udnyttes. Kina begynder at vokse på design og grøn energi, og vi skal gerne være med fra starten, siger han. Allerede på nuværende tidspunkt er der interesse fra kinesiske designvirksomheder, og på grund af det kinesiske vækstpotentiale, er samhandlen med Kina ekstremt vigtigt, mener DI (Dansk Industri).
- Det er flot og prisværdigt, at man tænker det ind at få kinesiske virksomheder til at etablere sig. Fremadrettet bliver det afgørende, at vi kan tiltrække kinesiske kapital og blive integreret med den kinesiske økonomi, siger konsulent og kinaekspert Nis Høyrup Christensen fra DI. Han peger på, at Kinas investeringer i Europa generelt er stigende, og at det først og fremmest vil være store og etablerede virksomheder, klyngen vil kunne lokke til.
- Kineserne vil kigge på, hvad der er af muligheder. Adgangen til viden og design og ikke mindst det, at man samler kræfterne og kommer på landkortet vil være en fordel, siger Nis Høyrup Christensen
Kommunale kina-aftaler
For at tiltrække og holde fast i kinesiske investorer er kommunen gået sammen med flere samarbejdspartnere, og København har lavet en søsterby-aftale med Beijing i 2012.
-Vi forventer, at aftalen vil gøre det lettere for det københavnske erhvervsliv at komme ind på det kinesiske marked, og at aftalen vil øge kinesernes opmærksomhed på København, siger Frank Jensen.
Med henblik på at gøre det attraktivt for kinesiske virksomheder at blive i København, er kommunen gået i gang med at undersøge, om det vil være muligt at lave en kinesisk skole, hoteller og et kinesisk kulturinstitut.
- Kina er i vækst, og landet er et vigtigt eksportmarked for mange danske og københavnske virksomheder. Hvis vi vil have del i denne vækst, er det nødvendigt, at vi formår at tiltrække og fastholde flere kinesere i Danmark og København, siger Frank Jensen.










