Fødevareministeren bød forskere velkommen

22 august 2012Minkavl

Emneord IFASA 2012Forskning

Fødevareminister Mette Gjerskov gav en varm velkomst til de mange udenlandske forskere, der har taget turen til Danmark, for at deltage i årets IFASA-kongres.

 

- Jeg er stolt af, at Danmark er center for verdens produktion af skind. Dansk pelsdyravl er en kæmpe økonomisk succes og meget vigtig for Danmark - både når det gælder økonomisk og jobmæssigt. Som politiker ønsker jeg økonomisk vækst og flere job, og det leverer I. Tak for det, sagde Mete Gjerskov.

Sammen med IFASA's præsident, seniorforsker Steen H. Møller, Aarhus Universitet, lagde de i deres åbningstaler begge vægt på behovet for mere forskning på området, og deling af den tilgængelige viden. Steen H. Møller var især glad for at se, at så mange af verdens pelsdyrforskere havde taget imod invitationen.

- Selvom vi alle sammen arbejder rigtig hårdt, så kan det ikke gøre op for manglen på forskere, der vil beskæftige sig med pelsdyr. Derfor er det vigtigt, at vi kan mødes og udveksle den viden, vi har, sagde Steen H. Møller.

Mette Gjerskov talte mest til de danske pelsdyravlere, og der var ingen tvivl om, at de skulle være stolte af deres resultater. Men med stor succes kommer stort ansvar, fastslog Mette Gjerskov. Hun satte en streg under, at der stadig skal arbejdes hårdt for bedre dyrevelfærd.

- Dyrevelfærd er vigtigt i Danmark, og mange mennesker er skeptiske overfor pelsbranchen. Jeg tror, at pelsdyravl har en fremtid i Danmark, så længe den kan gå hånd i hånd med dyrevelfærd, sagde fødevareministeren.

  Mette-Gjerskov-IFASA-pelsdyrforskning

Fødevaremininster Mette Gjerskov og seniorforsker og IFASA-præsident Steen H. Møller åbnede den internationale kongres for pelsdyrforskere.