Rekordmange kunder til Kopenhagen Furs april-auktion

19 april 2012Auktion

Emneord Kopenhagen FurDansk Pelsdyravlerforening

Kopenhagen Furs auktionssal vil være fyldt til bristepunktet, når pelsopkøbere fra hele verden lægger vejen forbi Glostrup. Efterspørgslen for den kommende sæson lader til at blive høj.

 

Over 750 opkøbere vil være på plads for at byde på i alt 5.097.369 minkskind, som Kopenhagen Fur udbyder på sin aprilauktion, og antallet af opkøbere sætter dermed ny rekord. 450 af opkøberne kommer fra Kina, der er den helt store katalysator for den stigende efterspørgsel.

- Pels har etableret sig i Kina, hvor den konstante økonomiske vækst hele tiden skaber nye markeder og udbygger de eksisterende, forklarer Kopenhagen Furs administrerende direktør, Torben Nielsen.

Han glæder sig over, at auktionshuset endnu engang oplever fremgang i antallet af opkøbere. Opkøberne er efterhånden ved at udfordre de fysiske rammer i auktionshuset, hvor det kræver et enormt administrativt arbejde, når de mange opkøbere skal bespises og serviceres. Torben Nielsen hilser dog kun det stigende rykind velkommen.

-  Vi har heldigvis mange års rutine i at håndtere auktionerne og har gradvist vænnet os til nu at være på maksimal kapacitet. De mange opkøbere indikerer netop, at vi kan tillade os at have forventninger om, at det høje prisniveau for vores skind fortsætter, siger han.

Auktionen starter fredag d. 20. april og slutter tirsdag d. 24. april.