Et helt særligt chinchilla lot

15 september 2011Auktion

Emneord ChinchillaBlue Diamond

Efter 10 års avlsarbejde kunne chinchillaavler Niels Sørig se spændt til, da hans første lot af den nye type Blue Diamond blev solgt onsdag aften på Kopenhagen Furs september-auktion.

 

Det var med hjertet helt oppe i halsen, at chinchillaavler Niels Sørig så de sidste hammerslag blive slået på dagens minkskind. Det næste til salg i auktionssalen var nemlig chinhcillaskind, og i blandt dem hans nye mutationstype Blue Diamond.

- Man havde det jo lidt sådan, at det var knald eller fald. Måske ville ingen købe dem, men forhåbentlig ville de få priser på højde med de andre skind, siger Niels Sørig.

I salen trådte auktionarius Stig Reinhold op på podiet og med ordene:

- Next up chinchilla.

Gik salget af chinchillaskind i gang. For første gang var salget ikke udelukkende domineret af italienere. Flere kinesere havde også fundet frem til salen for at byde på skindene, og efter endt salg kunne Niels Sørig ånde lettet op.

Hans Blue Diamond havde ikke bare holdt prisen, de var nogle af de dyreste chinchillaskind.

- Jeg er glad for, at det gik godt. Jeg er også glad fordi jeg mener, at det her er et skridt i retning af, at vi chinchillaavlere bliver mere sidestillet med minkavlere. At vi ikke bare har to typer, men mange forskellige mutationstyper, siger Niels Sørig.

Fremtiden bringer flere mutationer.

Han er allerede i gang med at fremavle flere forskellige mutationstyper, for når man er en genetiker som ham, kan man slet ikke lade være.

- Jeg synes jo, det er sjovt og interessant at arbejde med avl. Jeg mener, at alle chinchillaavlere burde have et lille genetikkursus, så de bedre kunne arbejde med deres avl, siger Niels Sørig.

Han har også nogle klare holdninger til hvilken man skal bruge, hvis man vil begynde at avle mutationer.

- Violet er en type, jeg selv bruger som grundstamme for avl af nye typer. Det er en stærk type, der får mange unger, og med den som den ene part kan man fremavle mange forskellige typer. Jeg bruger den, når jeg avler Blue Diamond, men den kan også bruges til andet, forklarer Niels Sørig.

Det er med Violet som grundstamme, at Niels Sørig er i gang med at fremavle en ny type ved navn Beige Diamond. Et lyst chinchillaskind med en farve lidt hen ad minktypen Pearl.

Allerede nu har han enkelte Beige Diamond med, når han sender Brown ind til Kopenhagen Fur, og indkøberne betaler godt for dem, så det vil han fortsætte med.

Han håber, at flere chinchillaavlere vil begynde med mutationerne og generelt, at produktionerne vil blive større, for det ser han som vejen til succes for de danske chinchillaavlere.

- Det vil give chinchillaerne endnu bedre vilkår på auktionerne, hvis vi får en større brede i vores produktion, og hvis vi kan få lavet større lots. Det er tydeligt at se, at priserne stiger på de lots, der er lidt større, siger Niels Sørig.

Selv har han lige nu ca. 300 Blue Diamond avlsdyr derhjemme, så han skal nok gøre sit til, at den nye type er kommet for at blive.

chincilla1