Den Gyldne Pelsnål på vandreudstilling landet rundt

28 oktober 2011Mode & Livsstil

Emneord Kopenhagen FurKopenhagen Studio

Mandag den 24. oktober åbnede Den Gyldne Pelsnål vandreudstilling på kulturinstitutionen Spinderihallerne i Vejle.

Åbningen blev markeret med en åbningsreception for avlere, politikere og erhvervskontakter i området. Ved receptionen holdt marketingdirektør Patrizia Venturelli Christensen et oplæg om Kopenhagen Studios samarbejde med skoler både nationalt og internationalt. Ingrid Søe, uddannelsesleder fra TEKO, holdt også en tale om hvor meget konkurrencer som denne betyder for studerende og designskoler, og hun hilste med begejstring den indsats Kopenhagen Fur gør, for at give de unge designere mulighed for at få indblik i pelsens verden og hjælpe dem med at realisere deres drømme.

Selve udstillingen blev åbnet af bestyrelsesformand for Dansk Pelsdyravlerforening, Tage Pedersen, der klippede båndet og bød gæsterne indenfor for at se på de 9 finalistdesigns. Gæsterne viste stor interesse og beundring for de udstillede designs og der var ingen tvivl om, at udstillingen havde fået dem til at indse, at pels ikke kun er en minkkåbe.

Udstillingen vil være i Vejle til og med den 4. november, hvorefter den vil rejse rundt i landet på diverse udstillingssteder som bl.a. Utzon i Ålborg og Trapholt i Kolding indtil foråret 2012.