Pelsauktion bag hver femte kinesiske overnatning

29 juni 2011Afsætning

Emneord

De kinesiske kunder til Kopenhagen Furs fem årlige skind-auktioner sover mere end 10.000 nætter om året på københavnske hoteller.

 

Turister

Der er bonus til forretningsdrivende i København, hver gang Kopenhagen Fur holder en af de danske minkavleres fem årlige auktioner. Kunderne til auktionerne overnatter i gennemsnit 6,5 nætter på københavnske hoteller pr. auktion, og med et gennemsnit på 550 auktionskunder på hver auktion bliver det til 17.900 overnatninger om året.

Kineserne er den største kundegruppe hos Kopenhagen Fur. Med ca. 350 opkøbere pr. auktion bliver det til knap 11.400 kinesiske overnatninger i forbindelse med pelsauktionerne, og det svarer til 20 pct. af det samlede antal kinesiske overnatninger i Storkøbenhavn, som ifølge tal fra Wonderful Copenhagen er på knap 57.000. Og det giver omsætning i Københavns erhvervsliv, blandt andet på kasinoerne.

- Vi kan mærke, at når der er pelsauktion, er der flere kinesiske gæster end normalt. Generelt er der en stigning i kinesiske gæster, men det er sjældent, det er så koncentreret som under pelsauktionerne, siger Erik Jensen, Operations Manager hos Casino Copenhagen.

Ifølge chefkonsulent i den nationale danske turistorganisation VisitDenmark Christian Ørsted Brandt er erhvervsturisterne mere attraktive end ferieturisterne, fordi de bruger flere penge. I gennemsnit bruger erhvervsturisterne 2.000 kr. om dagen, mens ferieturisterne typisk bruger det halve.

- Det giver økonomi, og det er en tilført økonomi, som betyder flere arbejdspladser, siger Christian Ørsted Brandt.