Markant stigning i pelspris og omsætning

27 juni 2011Auktion

Emneord AuktionPressemeddelelse

Efter en uges pelsauktion kan Kopenhagen Fur igen præsentere rekordhøje priser på minkskind. Alligevel ærgrer direktøren sig, fordi lange sagsbehandlingstider i det offentlige gør, at de danske minkavlere ikke får lov til at udvide. Det betyder mistede arbejdspladser og omsætning i Danmark.   

 

Auction

Kopenhagen Furs fjerde pelsauktion i denne sæson er slut, og det er igen med prisstigninger, i gennemsnit 8 procent i forhold til april-auktionen. Det betyder, at omsætningen for juni-auktionen med et udbud på 4,5 mio. minkskind blev på knap 2,1 milliarder kr. 

- Vi glæder os meget over, at priserne fortsat stiger. Det er dejligt at kunne konstatere, at efterspørgslen på de danske minkskind af høj kvalitet er meget stærk, siger adm. direktør Torben Nielsen, Kopenhagen Fur.   

Det er dog også med en vis ærgrelse, at Torben Nielsen evaluerer auktionen.   

- Vi har i år færre skind til salg end tidligere fra Danmark. Behandlingstiden for godkendelse og ombygning af farmudvidelser og etablering af nye farme er meget lang og omstændelig. De danske minkavlere får ca. 30 pct. mere for deres skind end deres europæiske kollegaer på grund af den ekstraordinært høje kvalitet. Desværre kan minkavlerne ikke omsætte denne betragtelige konkurrencefordel i øget produktion. Lavt sat, vurderer vi, at det koster os tre milliarder kroner i omsætning, penge som næsten udelukkende kommer fra udlandet.  Det er et stort tal, som svarer til den samlede omsætning i Royal Copenhagen og B&O, siger han 

- Konsekvensen er, at Danmark går glip af tusindvis af arbejdspladser, fortsætter Torben Nielsen.   

Med juni-auktionens afslutning har Kopenhagen Fur igen opnået nye rekorder på markedet, og det er med til at understrege, at verdensmarkedspriserne sættes i auktionssalen i Glostrup.