Pomp og pragt på Det Kongelige

7 februar 2011Mode & Livsstil

Emneord Copenhagen Fashion WeekOle Yde

På Det Kongelige Teater fremviste Ole Yde sin nyeste kollektion, som er spækket med dansk pels af højeste kvalitet.

Ole Yde lys mink

Med store lysekroner i loftet og guld i lange baner på møbler, malerier og paneler udgjorde Det Kongelige Teater en fantastisk omgivelse for Ole Ydes klassiske og feminine design. Allerede ved indgangen kunne man fornemme, at mange havde set frem til showet. Med sine designs til kronprinsesse Mary har Ole Yde bevist sit værd som designer, og i døren havde Ole Ydes assistenter travlt med at holde styr på gæstelisten, som blandt andre talte skuespiller Cecilie Stenspil og TV-vært Camilla Ottesen.

For Kopenhagen Fur var det oplagt at indgå i et samarbejde med Ole Yde.

- Han er simpelthen Danmarks bedste bud på en haute couture-designer på internationalt niveau. Han har et kæmpe potentiale, og hans design er utroligt lækkert, siger Patrizia Venturelli Christensen, marketing director hos Kopenhagen Fur.

Ole Yde er også meget positiv omkring samarbejdet.

- Jeg er meget stolt af at arbejde sammen med Kopenhagen Fur. Pelsen er fantastisk, sagde han efter showet, som, han syntes, var gået godt.

Det syntes Sarah Skarum, modejournalist på Berlingske, også. På fri.dk skriver hun:

- Det er så forbistret smukt. Det er så smukt, så fint håndværk, så gennemført i detaljerne, så lækkert. Ole Yde dyrker og mestrer håndværket og en insisteren på skønhed som ganske, ganske få i dette land.