STÆRK præsenterer sin SS12 kollektion med filmen ”Vanitas”

18 august 2011Mode & Livsstil

Emneord New YorkSTÆRK

Designeren Camilla Stærk går nye veje og præsenterer sin nyeste kollektion i en kortfilm, hvor balletdansere danser sig gennem filmen i bl.a. pelsstyles produceret af STÆRK i samarbejde med Kopenhagen Fur. Du kan se filmen her på hjemmesiden i morgen kl. 20.

 STÆRK2

Efter premieren i New York City, hvor filmen erstattede STÆRKs traditionelle modeshow under modeugen, får filmen sin europæiske debut i København i morgen. Kopenhagen Fur er sponsor og filmen viser to pelsstyles produceret af STÆRK i samarbejde med Kopenhagen Fur.

Der er i år en voksende tendens til at bruge film i stedet for shows når kollektionerne skal præsenteres. Catwalken har i mere end 100 år været modebranchens foretrukne præsentationsform, men med de nye medier og platforme er denne position truet.

- Flere designere fravælger den traditionelle catwalk og satser på bl.a. film når de skal præsentere tøjet og fortælle den imageskabende historie, de ønsker. Filmmediets muligheder er unikke idet film er populære på internettet, og på den måde kan designere nå en bredere målgruppe, der går ud over modesegmentet. - siger Natia Linneman, Partnerships and Alliances Manager hos Kopenhagen Fur.

Filmen "Vanitas" er lavet i samarbejde mellem STÆRK, instruktør Barnaby Roper og koreograf og balletmester ved det Kongelige Teater Nikolaj Hübbe. Kollektionen er inspireret af kunstneren Hans Henrik Lerfeldts surreale fantasiverden, og i filmen optræder to balletdansere fra det Kongelige Ballet til musik lavet af Sune Rose Wagner fra The Raveonettes. Den surrealistiske stemning passer meget godt til kollektionens luksus-gotiske stil, som er betonet med pels, læder og blonder.  

- Der er en dansk skarphed og sensibilitet i mine designs. Myten om skandinavisk mørke er rigtig nok og da det er en del af mig, skinner det igennem i alt hvad jeg laver - siger Camilla Stærk.

Du kan se for dig selv når filmen lanceres her på hjemmesiden i morgen fredag, kl. 20.

STÆRK1